Sportsøkonom: Derfor tjener computerspillere millioner

Der er svimlende store penge i e-sportens univers, hvor sponsorer gerne lægger millionbeløb for at blive eksponeret blandt unge mennesker verden over.

Sådan så det ud i Arthur Ashe Stadium i New York, hvor Jonas Colkær Thomsen fra Tarm i weekenden gamede sig til én million kroner i spillet Fortnite.
Sådan så det ud i Arthur Ashe Stadium i New York, hvor Jonas Colkær Thomsen fra Tarm i weekenden gamede sig til én million kroner i spillet Fortnite.
Foto: Dennis Schneidler / Ritzau Scanpix

Det kan være svært at forholde sig til, at verdens bedste computerspillere tjener lige så meget som etablerede sportsstjerner.

Ikke desto mindre er det en virkelighed, vi skal til at indstille os på, forklarer sportsøkonom Kenneth Cortsen, efter 18-årige Jonas Colkær Thomsen fra Tarm i weekenden vandt én million kroner i computerspillet Fortnite ved VM i New York.

- Det handler først og fremmest om den her massive fan- og forbrugerinteresse, der er omkring gaming.

- Gaming er en markedsplads med massiv trafik, og når man så tilsætter globalisering, så er det her noget, som i høj grad er blevet et stort medieevent. Vi ser stadig større og større events indenfor e-sport, og det skaber en stor kommerciel platform, siger Kenneth Cortsen.

Vinder løb med 20 millioner kroner

Vinderen af VM i Fortnite, den 16-årige amerikaner Kyle Giersdorf, gamede sig til hovedgevinsten på 20 millioner kroner.

Til sammenligning tjente tennisspilleren Novak Djokovic omkring 18 millioner kroner på at vinde årets Wimbledon-finale, mens cykelrytteren Egan Bernal tog ’beskedne’ 3,7 millioner kroner med sig efter Tour de France-triumfen.

Noget af det, der gør e-sporten interessant for de helt store, pengestærke sponsorerer er, at de gennem internettet kan nå ud til en ung målgruppe.

- Brandmæssigt er e-sport et drømmeunivers. Man har mulighed for at nå ud til et yngre segment, der kan blive til fremtidige pengestrømme. Så er der mulighed for at flytte kunder og markedsandele, og det er noget, som påvirker bundlinjen.  

Det er også en af grundene til, at e-sportens potentiale er ufattelig stort, lyder det fra Kenneth Cortsen.

- Det er noget, som vil blive ved med at stige i de kommende 5-10 år, så det er en platform, som bliver yderst interessant at følge – også i forhold til hvordan balancen i den traditionelle idræt kommer til at forme sig efter e-sporten.

5:17
18-årige Jonas Colkær Thomsen vandt i weekenden godt en million kroner ved VM i Fortnite.