Sportsøkonom om ny Viborg-investering: - Kapital vinder fodboldkampe

Med en investering på 42,3 millioner har Viborg bedre muligheder for at etablere sig som en fast del af Superligaen, lyder det fra en sportsøkonom.

I den netop overståede sæson blev oprykning til Superligaen sikret - nu skal fremtiden sikres med penge fra nye investorer.
I den netop overståede sæson blev oprykning til Superligaen sikret - nu skal fremtiden sikres med penge fra nye investorer.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der var brede smil på læberne, da Viborg FF i dag kunne præsentere fire nye investorer i klubben, der tilsammen sender 42,3 millioner kroner til den nyoprykkede Superligaklub.

For en klub som Viborg, der de seneste år har befundet sig i landets næstbedste række, har det stor betydning, at der kommer nye økonomiske kræfter til klubben. Det fortæller en sportsøkonom fra UCN.

- I forhold til Viborgs økonomiske virkelighed, er det en økonomisk indsprøjtning, der er vigtig. Det giver nogle muligheder for at øge spillerbudgettet, og der skal penge til på den sportslige front for at klare sig i Superligaen, siger sportsøkonom Kenneth Cortsen fra UCN. 

Derudover peger sportsøkonomen på, at pengene kan styrke infrastrukturen omkring klubbens talentudvikling, så man får mulighed for at manifestere den sportslige position i Superligaen fremadrettet ved at udvikle egne spillere. 

Investorens mål 

At kunne etablere sig i Superligaen er det helt store mål for Viborg FF. Det er med dette mål i sigte, at den ene af de fire investorer, Jesper Søgaard fra virksomheden Better Collective, har valgt at smide penge i klubben.  

- Vi synes, det giver super god mening at komme med nogle penge, der kan forstærke et allerede velfungerende setup, siger Jesper Søgaard. 

- Som investorgruppe kommer vi med langsigtede briller i forhold til det her projekt. Det handler ikke om, hvad der sker om et år, men hvad der sker på den lange bane. Det er vores udgangspunkt for at gå ind i det her, uddyber han. 

At der overhovedet er folk som Jesper Søgaard, der investerer så mange penge i en fodboldklub kommer ikke som en overraskelse for sportsøkonom Kenneth Cortsen. 

- Opkøb af fodboldklubber har været en stigende tendens over de senere år - både i udlandet og Danmark. Fodboldklubber har en stor appel for folk med dybe lommer, afslutter han.