Sportsåret 2018: De største øjeblikke

Året har budt på midt- og vestjyske overraskelser, rekorder, sportsbegivenheder i verdensklasse, succesfulde unge og selvfølgelig også nedture.

14:54
FC Midtjylland-fan Kasper Østerby Ruby fra Mejrup var ret imponeret over ulvenes andet Danmarksmesterskab. Se det og meget mere her i årets sportskavalkade.
Foto: TV MIDTVEST

Sportsligt har 2018 været et godt år i det midt- og vestjyske.

Året begyndte med store overraskelser og præstationer til historiebøgerne.

Sunds Seahawks skrev midt- og vestjysk floorballhistorie, da de vandt pokalfinalen over Frederikshavn og dermed deres første titel nogensinde.

- Det er helt exceptionelt. Det er en kæmpe, kæmpe, fed oplevelse, og så gøre det med de her drenge det kunne jo ikke være bedre, sagde holdets anfører, Mikkel Skov, dengang.

TTH Holstebros herrer overraskede også, da de vandt pokalfinalen, som for første gang blev holdt i Holstebro. Det er 10 år siden, holdet sidst vandt en pokal.

Anders Eggert løfter pokalen sammen med Skjern Håndbold.
Anders Eggert løfter pokalen sammen med Skjern Håndbold.
Foto: TV MIDTVEST

Og efter 19 års guldtørke lykkedes det endelig Skjern Håndbold at blive danske mestre.

- Pokalen har været lidt bøvlet at få fat i. Vi har i hvert fald prøvet mange gange og været i en del finaler efterhånden, uden det er lykkedes, så det er fedt, at den endelig skal med hjem, sagde Carsten Thygesen, formand for Skjern Håndbold, efter triumfen.

Struers Dina Thorslund slog igen hårdt og boksede sig til to VM-titler i 2018, og for en anden Struer-kvinde, 37-årige Helle Frederiksen, gik en drøm i opfyldelse, da hun vandt VM i langdistance i triatlon.

Mikkel Skov, anfører hos Sunds Seahawks, fik et champagne-bad under et interview efter den første titel nogensinde til holdet.
Mikkel Skov, anfører hos Sunds Seahawks, fik et champagne-bad under et interview efter den første titel nogensinde til holdet.
Foto: TV MIDTVEST

Et rekordår

Ishockeyturisterne brugte et rekordstort beløb, da der blev afholdt VM i ishockey i Herning og København. Ishockeyfansene lagde knap en milliard kroner – heraf lidt over 300 millioner i Midtjylland.

Det danske ishockeylandshold spillede deres kampe i Herning, og det var en stor oplevelse for dem at spille her, hvor flere af dem begyndte deres ishockeykarriere.

- Det har været helt specielt det der med at kunne gå oppe i byen og se, hvordan ens ellers så rolige hjemby forvandles til en kæmpe folkefest, sagde Peter Regin, der begyndte sin ishcokeykarriere i Herning og spiller på det danske ishockeylandshold.

Gjellerup Sdr. leverede en præstation til historiebøgerne til DM i gymnastik for hold. De gennemførte en hel omgang med den højeste sværhedsgrad, der nogensinde er lykkedes i international gymnastik.
Gjellerup Sdr. leverede en præstation til historiebøgerne til DM i gymnastik for hold. De gennemførte en hel omgang med den højeste sværhedsgrad, der nogensinde er lykkedes i international gymnastik.
Foto: TV MIDTVEST

Danserne Ashli Williamson og Bjørn Bitsch hev flere medaljer med hjem til Karup og satte verdensrekord som de mest vindende sportsdansere.

Også surferen Casper Steinfath satte rekord, da han som den første i verden padlede fra Danmark til Norge. Turen tog 18 timer og 26 minutter og 60.000 padletag.

Konkurs, nedtur og trænerfyring

Men ikke alle havde et lige godt 2018. Håndboldklubben HC Midtjylland blev erklæret konkurs, kvindehåndboldklubberne var langt fra medaljer, og i Viborg HK blev cheftræner Allan Heine fyret efter en dårlig sæsonstart i september.

Domkirkebyens fodboldhold havde heller ikke meget succes. Viborg FF greb ikke chancen og missede oprykning til Superligaen.

- Alle sidder og græder der inde. Spillerne er vanvittigt skuffede over det her. Det er jo livet for dem og jobbet og alting, sagde VFF's cheftræner Steffen Højer, da oprykningen ikke længere var en mulighed.

Viborg FF lignede oprykkere til Superligaen, og det fik tårerne frem blandt spillerne, da det glippede.
Viborg FF lignede oprykkere til Superligaen, og det fik tårerne frem blandt spillerne, da det glippede.
Foto: TV MIDTVEST

Silkeborg IF kæmpede omvendt for at blive i Superligaen. Men heller ikke det lykkedes, og klubben er nu tilbage i 1. Division.

Herning Blue Fox spillede sig hele vejen i finalen, men det lykkedes dem ikke at slå Aalborg, så Danmarks mest vindende ishockeyklub måtte nøjes med sølv. Og nu kæmper de for at komme tilbage i toppen på deres nyrenoverede isstadion.

Det hele og meget mere er samlet i årets sportskavalkade, som kan ses i videoen i toppen af artiklen.