Spektakulært skyfænomen på himmelen: - Ret usædvanligt

​Flere steder i landsdelen har man onsdag morgen kunnet opleve et helt specielt vejrfænomen på himmelen.

Et ganske særligt vejrfænomen har udspillet i de tidlige morgentimer onsdag, hvor en pølselignende sky har hængt lavt på himmelen henover landsdelen.  

Fænomenet, der har vakt opsigt, kaldes for en rullesky, fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI i Karup, Søren Mikkelsen.

- Den passerede også os her i Karup, og det er faktisk ret usædvanligt, at den overhovedet er opstået. Normalt kommer de kun, når der er en koldfront på vej, men det er der ikke i dette tilfælde.

- Den er simpelthen opstået, fordi der er en vinddrejning i den nederste del af atmosfæren, hvor luften roterer. Og så har luften roteret sådan en pølse ud, fordi luften er ustabil og fugtig, lyder det fra Søren Mikkelsen.

Sådan så rulleskyen ud over Vinderup ved Holstebro.
Sådan så rulleskyen ud over Vinderup ved Holstebro.
Foto: Lasse Lyngby Bendtsen

Et sjældent fænomen

Ifølge meteorologen er det sjældent, at rulleskyer opstår. Søren Mikkelsen vurderer, at fænomenet udspiller sig en-to gange om året.  

- Det er lidt specielt og forholdsvist sjældent.

- Man studser lige over, hvad pokker det er, når man ser det. Det er et sjovt fænomen at observere som meteorolog, siger Søren Mikkelsen.

Onsdagens vejr i det midt- og vestjyske kommer til at byde på omkring 30 graders varme.

Rullesky over Skive midtby i morges klokken 06:35.
Rullesky over Skive midtby i morges klokken 06:35.
Foto: Gitte Pedersen

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Vejr.