Speed-dating skal sikre praktikpladser

Speed-dating mellem elever og praktiksteder skal gøre praktiksøgningen lettere på Mercantec i Viborg.

270115Delepraktik.jpg

Date dig til en praktikplads. Sådan lyder opfordringen fra uddannelsesinstitutionen Mercantec i Viborg.

Praktikplads-dating går i al sin enkelhed ud på at matche elever med virksomheder. Forløbet består af korte, uforpligtende jobsamtaler mellem hver elev og praktikvirksomheden. Efter 5-10 minutter rykker eleven videre til næste virksomhed, og en ny elev sætter sig på hans eller hendes plads. Det skriver DR Midt og Vest i dag.

- Vi laver arrangementet for at give elever og virksomheder den bedst mulige start, når der skal søges praktikplads, fortæller Inge Borggaard, der er kommunikationschef hos Mercantec til DR Midt og Vest.

Begejstret elevorganisation

Hos Erhvervsskolernes Elevorganisation ser man positivt på initiativet og håber, at det kan gøre praktikpladssøgningen lettere for nogle elever.

Også Grundfos, der er en af de virksomheder, der skal deltage i arrangementet, er begejstret for initiativet.

- Vi har oplevet, at nogle af vores elever har sagt op, fordi det fag de havde valgt sig ind på, ikke var som de havde forventet. Det kan vi måske undgå ved at møde dem til praktikplads-dating, og høre om motivationen for deres uddannelsesvalg og samtidig præsentere dem for vores virksomhed, siger Uddannelsesleder for erhvervsuddannelser på Grundfos, Jesper Kvistgaard, til DR Midt og Vest.