Sparer for meget på veje

Kommunernes vejansvarlige mener, der bør bruges flere midler på at vedligeholde vejene.

19SONYveje.jpg

Vejene i landsdelen er efterhånden i så dårlig stand, at selv de folkevalgte mener, grænsen er nået. TV/MIDT-VEST har talt med samtlige formænd for kommunernes teknik- og miljøudvalg, og de siger alle, at der bør bruges flere penge på vejene.  I Thisted bruger man for eksempel 18-20 millioner kroner på vedligeholdelse om året, men det burde være det dobbelte, mener formanden. I Ringkøbing-Skjern burde der bruges yderligere 10 millioner kroner, mener formanden.

De mange huller i vejene og den generelle dårlige stand vejene er i, får også en vejchef til at bakke formændene op. Skive Kommunes vejchef, Kim Hald, siger, at kommunen for fem år siden havde et efterslæb på 60 millioner kroner. Nu er beløbet 100 millioner kroner højere:

- Der er simpelthen ikke sat penge nok af, siger han.

Besparelserne på vejbudgetterne skyldes, at det er upopulært at spare på de bløde værdier. Formanden for Skive Kommunes teknik- og miljøudvalg, Anders Bøge, siger:

- Er det en skolelukning, vi snakker om, så er den sværere at sælge end asfalt, må jeg indrømme.