Søren Pape under åbningsdebat: En politikreds skal ikke være urimeligt hårdt belastet af et udrejsecenter

Den konservative formand valgte under Folketingets åbningsdebat at stille spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl om situationen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Søren Pape Poulsen (K) stillede under Folketingets åbningsdebat spørsgsmål til, om der skal flere ressourcer til Midt- og Vestjyllands Politi.
Søren Pape Poulsen (K) stillede under Folketingets åbningsdebat spørsgsmål til, om der skal flere ressourcer til Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Den første torsdag i oktober er dagen, hvor Folketinget afholder sin årlige åbningsdebat. Den anledning udnyttede De Konservatives formand og tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt Midt- og Vestjyllands politikreds har de nødvendige ressourcer stillet til rådighed for at løse opgaverne i forbindelse med Udrejsecenter Kærshovedgård.

I spørgerunden efter Kristian Thulesen Dahls tale fra Folketingets talerstol stillede den konservative formand følgende spørgsmål til sin borgerlige kollega.

- Vi har jo lavet en rigtig god aftale med den tidligere regering og Dansk Folkeparti om at skærpe reglerne for opholds- og meldepligten, fordi vi har en idé om, at når vi ikke må låse døren, så skal det i hvert fald have nogle konsekvenser, der er ret markante, når man bryder dem.

- Det har givet nogle voldsomme udfordringer. Vi har hørt fra Midt- og Vestjyllands Politi, at der skal bruges langt flere betjente på det, end vi havde forventet. Derfor vil jeg høre, om Hr. Kristian Thulesen Dahl vil være med til at gå til ministeren for at finde en løsning, spurgte Søren Pape Poulsen og fortsatte:

- Vil ordføreren være med til at gå til ministeren og sige, at indtil der bliver uddannet flere betjente, så må man rykke rundt, så en politikreds ikke skal være urimeligt hårdt belastet af, at der ligger et udrejsecenter? Det ser jo desværre ikke ud til, at det bliver fjernet, spurgte Søren Pape Poulsen.

DF-formand: Vi vil ikke slække på kravene

TV MIDTVEST har hele ugen fortalt om, hvordan Midt- og Vestjyllands Politi har oplevet øget arbejdspres, efter at en skærpelse i lovgivningen omkring beboere på Kærshovedgårds melde- og opholdspligt trådte i kraft den 1. juni i år. 

Det var den problematik, som Søren Pape Poulsen valgte at forholde DF-formanden. Hertil svarede Kristian Thulesen Dahl:

- Det gør vi meget gerne, men kun ud fra den forudsætning, at man ikke slækker på kravene til de udlændinge, som er på tålt ophold. De skal have en interesse i at rejse ud af det her land. Når de mennesker ikke overholder deres meldepligt, så skal de i fængsel.

- Det må vi skaffe de politimæssige-ressourcer, der sikrer, at vi kan holde fast i. Det er jo en af måderne, vi kan sørge for, at de her mennesker finder ud af, at de skal rejse ud af landet, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Pape Poulsen: Det er vigtigt, at borgerne ikke bliver belastet

TV MIDTVEST har tidligere fortalt om, hvor Midt- og Vestjyllands Politi har været tvunget til at flytte politibetjente fra andre opgaver til opgaver i forbindelse med Kærshovedgård. Det valgte Søren Pape også at tage op i hans svar til Thulesen Dahl:

- Jeg er helt enig i, at vi ikke skal slække på det, vi har vedtaget. Man kan også håbe, at det er en forbigående pukkel, fordi når man overtræder meldepligten tilpas mange gange, så får man på et tidspunkt så hård en dom, at man kommer lang tid i fængsel, svarede Søren Pape og fortsatte:

- Jeg tror simpelthen, det er vigtigt, at borgerne i en politikreds ikke skal være belastet af, at der tilfældigvis er placeret et udrejsecenter. Så har vi også en udfordring med anklagemyndigheden. Det synes jeg, at vi i fællesskab må tale med ministeren om.

2:50
Søren Pape Poulsen stiller spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl under Folketingets åbningsdebat.