Søren Pape i større trafikuheld med ministerbil
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har været i et større trafikuheld. Han og de øvrige i bilen er uskadt.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har fredag eftermiddag været med i alvorligt trafikuheld på Fyn. Ifølge mediet fyens.dk er hverken Pape eller hans chauffør skadet alvorligt.
Fyens skriver, at ministeren var involveret i et større uheld på Den Fynske Motorvej, hvor hans bil blev påkørt bagfra.
Ministeriet bekræfter hændelsen i en kort pressemeddelelse.
- Justitsminister Søren Pape Poulsen har fredag eftermiddag været involveret i et større færdselsuheld ved Odense på E20.
- Hverken justitsministeren eller andre i ministerbilen er kommet til skade, skriver Justitsministeriet.
I følge Ekstra Bladet er der tale om et harmonikasammenstød.
Vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, fortæller til Ekstra Bladet, at der i alt er 10 biler impliceret i uheldet.
- Ingen er kommet alvorligt til skade, for så havde vi fået melding om det, siger vagtchefen til avisen.
Uheldet er sket klokken 15.46 ved Fraugde tæt på afkørslen Tietgenbyen i vestgående retning.