Søren Pape: Ellemann-afvisning af SV-regering er god start

De Konservatives formand glæder sig over, at Venstre igen ser ud til at melde sig helt ind i blå blok.

De Konservatives leder Søren Pape Poulsen er tilfreds med, at det ikke er Jakob Ellemann-Jensens førsteprioritet at samarbejde med Socialdemokraterne.
De Konservatives leder Søren Pape Poulsen er tilfreds med, at det ikke er Jakob Ellemann-Jensens førsteprioritet at samarbejde med Socialdemokraterne.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Jakob Ellemann-Jensen har fået en god start. Men nu skal han lige vælges som Venstres formand først, inden man for alvor kan gå i gang med at bedømme ham.

Sådan lyder meldingen fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, efter at Venstres politiske ordfører tirsdag aften annoncerede, at han går efter at overtage posten som sit partis formand.

- Jeg konstaterer, at han har fået en god start, i og med at han har sagt, at førsteprioriteten for Venstre ikke længere er en regering med socialdemokraterne. Det er utroligt, at man skal glæde sig over det. Men det er altid noget, og det er dér, det starter. Og så må vi finde hinanden, arbejde sammen og finde ud af, hvad han kommer med, siger Søren Pape Poulsen.

Nu kan samarbejdet fortsætte

De Konservatives formand kaldte det i august "et stort svigt", at daværende statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen før valget 5. juni gjorde et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet til sin førsteprioritet.

Dermed hældte Løkke ifølge Pape både den daværende VLAK-regering og hele samarbejdet i blå blok "ned i kloakken".

Lars Løkke Rasmussen trak sig lørdag som formand for Venstre, efter at partiets bagland havde ytret protester mod ham. Direkte adspurgt om, hvorvidt striden mellem De Konservative og Venstre nu er bilagt, efter at Jakob Ellemann-Jensen har afvist at gå til valg på en SV-regering, svarer Søren Pape Poulsen:

- Forudsætningen for at komme videre er, at Venstre forlader det synspunkt. Og det har de så gjort, må jeg forstå. Jeg går konstruktivt til det. Det har aldrig været et personspørgsmål for mig. Det handler om, at Venstre fuldtonet melder sig ind i den borgerligt-liberale familie, siger De Konservatives formand.

I seneste valgperiode var der meget fokus på de interne uenigheder i blå blok. Det skal ændres, siger Søren Pape Poulsen.

- I stedet for at fokusere på, hvad vi er uenige om, og at nogle skal lukkes ude, skal vi sætte os sammen i et rum. De borgerligt-liberale partier skal mødes, vi skal tale sammen og finde ud af, hvor vores fælles mængder er. Hvor vi kan gå op mod regeringen og kæmpe for det, vi synes er rigtigt, siger han.