Sommerhusejere kan købe vindmølleanparter

To kystnære vindmølleparker ved Vestkysten kommer igen i modvind. Nu om salg af anparter i mølleprojektet.

En lovændring fra 1. juli betyder, at både sommerhusejere og fastboende i Ringkøbing-Skjern Kommune kan købe anparter. Før lovændringen var det kun fastboende skatteydere, der kunne det.

quoteNår man kan købe sig ind til kostpris i en vindmøllepark, er jeg overbevist om, at der vil være rift om anparterne

Jens Bollerup

- Vi fastboende skatteyderne i kommunen bliver snydt for fortrinsret til en favorabel pris, siger Jens Bollerup fra Hvide Sande til DR P4 Midt & Vest.

Han mener, at investeringsmulighederne bliver kraftigt udhulet, når investergruppen bliver udvidet med sommerhusejere, som der er ganske mange af.

Men sommerhusejer Preben Greibe, der er formand for Protestgruppen Stop Vesterhav Syd, forstår ikke kritikken af, at sommerhusejere også får mulighed for at købe sig en anpart.

- Personligt har jeg ikke hørt om nogle sommerhusejere, som synes, at det kunne være alletiders at investere i møllerne. For mit eget vedkommende som sommerhusejer og modstander af møllerne kunne jeg ikke drømme om at købe anparter, siger Preben Greibe til DR P4 Midt & Vest.

Jens Bollerup fra Hvide Sande er uenig.

- Når man kan købe sig ind til kostpris i en vindmøllepark, er jeg overbevist om, at der vil være rift om anparterne, siger han.

Massiv modstand til vindmøllepark

Vindmølleparkerne langs den jyske vestkyst har mødt massiv modstand både blandt fastboende og sommerhusejere. Begge parter har kæmpet imod de mange møller kun få kilometer fra kysten. Argumentet har især været, at vindmølleparkerne er et stort indgreb i naturen, når man ikke længere har udsigt til en fri horisont.

Da planerne om vindmølleparkerne i sin tid blev lanceret på borgermøder i Ringkøbing-Skjern Kommune, blev de fastboende, ifølge Jens Bollerup, stillet i udsigt, at de kunne få muligheden for at investere i vindmølleparken på favorable vilkår.

- Det, vi var stillet i udsigt som kompensation, bortfalder, siger Jens Bollerup.

Han mener derfor, at lovændringen fra 1. juli kan ligne et 'hold kæft-bolsje' til sommerhusejerne.

Sommerhusejer Preben Greibe tror ikke, at man sådan kan købe folk.

- Jeg tvivler på, at anparterne bliver udsolgt, siger han.

Vattenfall forventer, at vindmølleanparterne kommer i udbud efter nytår.

    


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Miljø.