Sne og slud kan drille ferietrafikken søndag

Vejene ser ikke ud til at sande til i trafik, men søndag kan vejret genere trafikanter på vej på vinterferie.

Et skift i vejret kan komme til at drille ferietrafikken søndag.
Et skift i vejret kan komme til at drille ferietrafikken søndag.
Foto: Claus Fisker / Scanpix Ritzau

Mange skolebørn holder vinterferie i den kommende uge, og ferie er ofte lig med ekstra travlhed på vejene. Vinterferien tegner sig dog ikke til at give større forsinkelser, oplyser Nicholas Petersson, som er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.

- Trafikken ventes at blive spredt over en længere periode, så ligesom tidligere år forventer vi ikke de store forsinkelser i skolernes vinterferie, siger han.

Men da der kan opstå forsinkelser på grund af uheld og vejrgudernes drillerier, råder Vejdirektoratet alligevel trafikanter til at holde sig opdateret om den aktuelle trafiksituation.

I starten af ferien vil trafikken primært bevæge sig sydover mod Tyskland, mens hjemrejsetrafikken i weekenderne i uge syv og otte går i nordgående retning.

Bolette Brødsgaard, DMI's vagthavende meteorolog, forudser, at særligt søndagens vejr kan gå hen at drille bilisterne. Ugens sidste dag er der nemlig et vejrskifte på vej.

- Det starter i Vestjylland om morgenen med kraftigt snefald. Der kan falde op til otte centimeter sne, som kan give dårlig sigtbarhed og glatte veje.

- Det spreder sig til Sjælland om eftermiddagen, hvor der dog ikke falder lige så meget sne. Det vil stadig være ubehageligt og glat at færdes ude i. Med en kælk er det nok sjovt, men det er det ikke i bil, siger Bolette Brødsgaard.

Desuden er der risiko for vindstød af stormstyrke, som kan påvirke broerne, der kan lukke eller sætte restriktioner for vindfølsomme køretøjer.

Ifølge Nicholas Petersson er søndag ikke en stor rejsedag, men han opfordrer eventuelle rejsende til at holde sig opdateret om vejrsituationen.

Rejser man med tog i vinterferien, er det især problemer med manglende lokomotiver på Sjælland, som kan påvirke togturen, fortæller informationschef i DSB Tony Bispeskov:

- Status på de 33 ME-lokomotiver, som trækker vores dobbeltdækkervogne, er, at ét lokomotiv er tilbage i drift, og gradvist vil der komme flere og flere tilbage.

- Men vi er stadig i en situation, hvor det påvirker trafikken. Især på Sjælland på strækningen mellem Kalundborg og København og Nykøbing F. og København, altså henholdsvis Nordvestbanen og Sydbanen.

- Rejseplanen vil i den forbindelse være opdateret med de aflysninger, der måtte være, siger Tony Bispeskov.

/ritzau/