Sne afløst af slud og tøvejr

Større dele af Midt- og Vestjylland var søndag formiddag dækket af sne, men snefaldet er nu afløst af slud og tøvejr. Dog stadig risiko for enkelte snebyger.

Især Thy var søndag formiddag ramt af massivt snevejr, og Thisted Kommune måtte sende 35 saltbiler på vejene. Mens blæsten tiltager i løbet af eftermiddagen, så er sneen dog allerede delvis forsvundet fra landskabet igen.

Eftermiddagen byder på nogen opklaring med byger, lokalt med slud og temperaturer mellem en og fire graders varme. Til gengæld tiltager vinden til hård eller stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det har fået havnene ved vestkysten til at advare mod forhøjet vandstand. 

I aften og nat aftager vinden langsomt til hård vind til hård kuling fra sydvest og vest med kraftige vindstød, stedvis af stormstyrke. Vekslende skydække og byger, der kan være med sne eller slud og temperaturerne lander mellem frysepunktet og tre graders varme. 

Vejrudsigten fra TV2 Vejret for søndag eftermiddag.

Snevejret har tilsyneladende ikke givet anledning til de helt store trafikale udfordringer. Midt- og Vestjyllands Politi melder dog om to mindre glatføreuheld omkring Silkeborg.