Sms fra fortiden fra central minister sår tvivl om forklaring

Mogens Jensen sendte i 2020 en sms til statsministeren, som går imod hans hidtidige forklaring i minksagen.

Mogens Jensen blev afhørt i Minkkommissionen den 11. november.
Mogens Jensen blev afhørt i Minkkommissionen den 11. november.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En ny sms fremlagt under en afhøring i Minkkommissionen sår nu tvivl om tidligere fødevareminister Mogens Jensens (S) forklaring om, hvornår han blev orienteret om det manglende lovgrundlag til at aflive alle danske mink.

I en sms til statsminister Mette Frederiksen (S) skrev han i 2020, mens sagen stod på, at han formentlig blev orienteret om torsdagen, 5. november.

I kommissionen og en redegørelse til Folketinget har han ellers tidligere forklaret, at han først fik besked fra sit embedsværk lørdag aften. Altså 7. november.

Mette Frederiksen spurgte Mogens Jensen, hvornår han blev orienteret.

- Hej Mogens. Hvornår og hvordan bliver du gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel?

12 minutter senere svarer Mogens Jensen "torsdag", men at han vil tjekke op på det.

- Jeg kan ikke på stående fod sige præcis hvornår, men jeg mener, det var torsdag, lyder det i sms'en.

Han skriver videre, at hans medarbejdere op til regeringens beslutning 3. november gjorde Justitsministeriet opmærksom på, at der ikke var lovgrundlag til at slå mink ned uden for smittezonerne.

Derfor afklarede embedsfolkene det frem til om torsdagen, hvor Mogens Jensen fik besked ifølge hans forklaring dengang.

Regeringen meldte aflivningen ud 4. november, hvilket tilsyneladende er inden Mogens Jensen blev advaret.

Fødevarestyrelsen sendte fredag et brev til minkavlere om, at de skulle aflive alle deres dyr. Derfor er det vigtigt, om ministeren blev advaret før eller efter.

Gjorde Justitsministeriet opmærksom på manglende hjemmel

Styrelsen hørte under Mogens Jensen, som i sin forklaring til kommissionen først blev advaret om lørdagen.

I et svar til Ritzau fredag fremhæver Mogens Jensen, at han bad ministeriet finde den præcise dato.

- Som det også fremgår af sms'en, er arbejdet ikke færdiggjort, og ministeriet er stadig i gang med at tjekke op på det. Det endelige resultat af undersøgelsen er, at jeg informeres lørdag.

- Det understøttes af de forklaringer, som er afgivet af mine embedsmænd, der alle tilkendegiver, at de ikke mundtligt har fortalt mig, at der ikke var lovhjemmel, skriver han i en kommentar.

Flere af de centrale embedsfolk i Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen og politiet vidste godt, at der manglede lovhjemmel.

Først i weekenden blev Folketinget og offentligheden orienteret.

I en redegørelse til Folketinget skrev Mogens Jensen i 2020, at han blev orienteret om lørdagen. I redegørelsen beklager han "dybt", at han ikke omgående orienterede minkavlerne og offentligheden.

Mogens Jensen finder det ifølge redegørelsen "kritisabelt", at regeringen ikke blev advaret forud for et centralt møde, hvor beslutningen om aflivning blev truffet.

Afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevarestyrelsen Tejs Binderup sagde under sin afhøring, at han mente, at Mogens Jensen muligvis blev advaret før lørdag.

Ifølge Tejs Binderup blev Mogens Jensen oplyst om den manglende hjemmel inden lørdag i et presseberedskab.

Mogens Jensen trådte tilbage på grund af sagen.