Skiltelov og forbudszoner skal væk

Restriktiv skiltelov skal fjernes sammen med forbudszonerne i vandkanten

Jysk brandmuseum i Kjellerup må ikke skilte ved vejen efter de nuværende regler.
Jysk brandmuseum i Kjellerup må ikke skilte ved vejen efter de nuværende regler.

Virksomheder, museer og turistattraktioner skal have bedre muligheder for at sætte skilte op ved vejene. Samtidig skal de forhadte forbudszoner ved vandkanten ophæves.

Begge forslag er en del af vækstpakken "Vækst og udvikling i hele Danmark", som blev offentliggjort i dag. Og liberaliseringen vil kunne mærkes, ikke mindst i det midt og vestjyske område.    

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard fra Lemvig mener det er på tide, at regeringen tager et opgør med den restriktive skiltelov.

Organisationen har de senere år haft bunkevis af henvendelser fra iværksættere og forretningsdrivende, der ser skiltelovgivningen som en stor udfordring for at drive virksomheder uden for de større byer.

- Det er meget uhensigtsmæssigt, at de virksomheder der er beliggende i vores landsbyer eller i det åbne land, ikke kan få lov til at sætte skilte op, siger Steffen Damsgaard.

Han peger på, at der skal gøres alt for at understøtte den private sektor med fornuftige vilkår, også når det gælder markedsføring.

Det genererer vækst og kommer i sidste ende os alle til gode, konstaterer Steffen Damsgaard.

Flere end 60.000 lodsejere vil ligeledes få gavn af ophævelsen af forbudszonerne ved vandkanten. De har alle en ejendom der ligger indenfor strandbeskyttelses- eller klitfredningslinien.   

I fremtiden vil disse lodsejere få det lettere, når de ønsker at lave et gyngestativ, en sandkasse eller en bænk ved sommerhuset, uden først at søge om dispensation hos myndighederne.

- Vi skal have lov til at leve livet og glæde os over et land med en hel unik adgang til strand og vand. Jeg vil ikke bo i land, hvor myndighederne skal spørges om lov inden man bygger en sandkasse til sit barn. Derfor skal der blødes op for forbudszonerne ved vandkanten, siger Miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen i dag. 

Se tidligere indslag om Jysk Brandmuseum i Kjellerup og de frivilliges problem med at få lov til at skilte:

1:57
Brandmuseum i Kjellerup og andre turistvirksomheder i landsdelen efterlyser bedre mulighed for at skilte langs landevejene.