Skifter din bus rute? Nu kan du være med til at bestemme

Midttrafik har præsenteret forslag til nye køreplaner for 2018/2019, og du kan komme med indvendinger frem til den 21. januar.

Hvis din bus skifter rute, har du nu mulighed for at komme med indsigelser til Midttrafik.
Hvis din bus skifter rute, har du nu mulighed for at komme med indsigelser til Midttrafik.
Foto: Arkiv

Hvis din bus skal skifte rute, er der ingen grund til panik.

For Midttrafik har nemlig åbnet op for, at alle passagerer i landsdelen kan blive hørt helt frem til den 21. januar, hvis der skulle være indsigelser til de udkast, der er blevet udformet til de nye køreplaner fra sommeren 2018.

Det gælder i hvert fald de ruter, hvor større ændringer er på vej. Du kan tjekke om en rute nær dig er i høring her.

Blandt andet er rute 53 Viborg-Karup-Kølvrå-Herning på høringslisten, og her forslås enkelte aftenafgange ændret, for at kunne opnå forbindelse fra Flyvestation Karup til Sjælland via tog fra Herning.

Din hjælp er vigtig

Ifølge Midttrafik.dk er dine input vigtige for kommunernes og regionernes behandling af forslagene til de nye køreplaner.

De bruges blandt andet til at imødekomme uhensigtsmæssige ruteomlægninger i tilfælde, hvor det bliver svære at skifte til en anden bus eller et tog. Det gælder også, hvis rejsetiden bliver forlænget.

Midttrafik skriver på sin hjemmeside, at man har tænkt sig at inddrage alle kommentarer til ændringer, der bliver modtaget høringsperioden med henblik på at bruge dem i udformningen af de endelige køreplaner.

Høringsperioden er fra den 8.-21. januar, og de endelige køreplaner kan findes på midttrafik.dk og Rejseplanen i løbet af maj 2018.

Se hvilke ruter der er i høring her