Skat betaler tilbage: Så meget får din nabo

I dag får 3,4 mio. danskere penge tilbage i skat, også mange midt- og vestjyder kan glæde sig over at få lidt ekstra penge ind på kontoen.

SKAT.jpg

Hvis de smiler lidt mere i Herning end andre steder i regionen i dag, så er det måske en udbetaling fra Skat, der gør forskellen. I hvert fald har herningenserne i snit fået 5364 kroner tilbage i skat. Dermed placerer de sig lidt over landsgennemsnittet på 5063 kroner og langt over borgerne i Struer, der i snit får 4451 kroner tilbage. 

Men faktisk burde det være struerboerne, der smiler mest, fordi det lavere beløb betyder, at de er regionsmestre i at tilpasse deres forskudsopgørelser.

- Selv om det er dejligt at få penge tilbage, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at ens forskudsopgørelse stemmer, forklarer Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef i Skat til TV2.dk.

På landsplan er det borgerne i Rudersdal Kommune, der med 8740 får mest tilbage i skat, på Bornholm får de med 4067 mindst tilbage.