Skal køre flere timer for teoriprøve

I dag kan midt- og vestjyske køreskoleelever gå til teoriprøve ni steder i landsdelen. Fremover kan dét tal være reduceret til blot to.

151214teori.jpg

1200 køreskolelever skal årligt til teoriprøve i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og i fremtiden får de mange flere kilometer til prøvelokalet.

- Vi har problemer nok med bare at få dem fri til en køretime, så hvis de skal til at have fri en halv eller måske en hel dag for at transportere sig selv til Holstebro eller Viborg, eller hvor det nu bliver henne, det, synes jeg da, virkelig bliver et problem, siger formand for Vestjysk Kørelærerforening, Laurids Højgaard.

Rigspolitiet vil skære ned på de midt- og vestjyske teoriprøvesteder. I dag er der ni - i fremtiden skal der være to.

Det er endnu ikke besluttet, hvor teoriprøverne skal afholdes i fremtiden, men pilen peger mod både Holstebro, Herning og Viborg.

- Jeg tror ikke, det vil betyde noget i kroner og øre for min forretning, men elevens kørekort vil blive dyrere. Det kan ikke undgås, fordi de har den der transportudgift, hvor vi i dag både henter og bringer dem, siger Laurids Højgaard,

Prøvestederne skal flyttes, fordi Rigspolitiet ønsker centralisering på området. Men penge sparet ét sted bliver en udgift et andet sted, lyder det fra Jens Erik Damgaard, der er byrådsmedlem og politibetjent i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Det er faktisk idiotisk, hvis du ser på samfundsvinklen. Det kan godt være, politiet sparer en 10-øre, men den lægger du jo over på borgerne i form af måske 1000 kroner, hvis de skal rejse og bruge en hel dag på det, siger han.

Også Esben Lunde Larsen, det lokale medlem af Folketinget, er modstander af centraliseringen.

- Den er i høj grad et problem, fordi borgeren skal flytte sig efter systemet - frem for at det er systemet, der flytter sig. Og med de afstande vi har geografisk i Midt- og Vestjylland, så er det simpelthen ikke rimeligt, at der er borgere, der for at få en teoriprøve skal køre 50, 70 og 80 kilometer. Så det er en ommer, mener han.

I dag koster det 600 kroner at komme til teori- og køreprøve. Det gebyr betaler eleven selv.