Sheriffen fra Holstebro takker af efter 43 år: Amdi-sagen var særligt udfordrende

Politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, havde tirsdag sidste arbejdsdag inden sin pension.

Jens Kaasgaard havde i dag sidste arbejdsdag i Midt- og Vestjyllands Politi.
Jens Kaasgaard havde i dag sidste arbejdsdag i Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

I dag satte Jens Kaasgaard punktum i en lang og prominent karriere i det danske politi.

Politidirektøren for Midt- og Vestjyllands Politi – der også er kendt under tilnavnet sheriffen fra Holstebro – gik tirsdag på pension.

Og det blev et noget anderledes farvel, for hovedsædet hos Midt- og Vestjyllands Politi står, ligesom alle andre arbejdspladser i denne tid, stort set tomt på grund af Corona-udbruddet.

- Det er lidt ambivalent. Man glæder sig til en ny tilværelse, men man ser også tilbage på en masse ting. Det er både vemodigt og spændende. Så længe man har sit gode helbred, er det ikke så ringe endda, siger Jens Kaasgaard.

Han kan se tilbage på 43 år som ansat i det danske politi, der i den samme periode er gennemgået massive forandringer.

Han har været inde over et hav af større og mindre sager. Særligt én sag gjorde ham kendt blandt et bredt udsnit af den danske befolkning.

Kunne ikke huske noget

Han var lige kommet fra København til Holstebro, da han blev kendt som manden, der stod i spidsen for efterforskningen af sagen om Mogens Amdi Petersen.

Anklagemyndigheden krævede Mogens Amdi Petersen fængslet for underslæb og skattesvig. Han endte med at blive dømt in absentia, da han inden domsafsigelsen var forsvundet ud af landet. 

- Den sag fyldte rigtig meget – faktisk døgnet rundt. Det var meget voldsomt. Jeg oplevede også, at jeg faktisk mistede hukommelsen. Jeg har fundet ud af, at det er meget almindeligt, når man er stresset, fortæller Jens Kaasgaard.  

Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen, der blev dømt for underslæb og skattesvig i 2013. 
Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen, der blev dømt for underslæb og skattesvig i 2013. 
Foto: Arkiv

Jens Kaasgaard fortæller, at han havde op til 50 opkald fra journalister på én dag.

- Det kan man jo slet ikke rumme. Det var simpelthen så massivt. Men jeg havde æren af at håndtere pressen, mens de andre fik arbejdsro. Det var en meget vigtig sag for os, fordi det var mange penge, vi havde sat i efterforskningen, husker Jens Kaasgaard.

Politireformen trak tænder ud

Jens Kaasgaards karriere i politiet begyndte i 1977, hvor han som ung politifuldmægtig fik ansættelse i Hjørring Politikreds. 

Undervejs i karrieren har han bestredet poster i både Rigspolitiet og Københavns Politi, inden han i 1998 ”vendte hjem" og tiltrådte som politimester i Holstebro.

Efter politireformen i 2006 blev han politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi, der er landets geografisk største politikreds.

Han fortæller, at arbejdet med at få politiet til at fungere mest optimalt efter politireformen, hvor der blev lavet omfattende ændringer i den måde, dansk politi var styret og organiseret, var meget udfordrende.

- Vi prøvede forskellige modeller af, og det var virkelig svært. Vi prøvede at lægge noget decentralt ude i alle de dengang syv politikredse for at have noget lokalt alle steder. Det lykkedes ikke for os. Det kunne vi simpelthen ikke. Vi blev nødt til at samle de faglige kompetencer et sted, fortæller Jens Kaasgaard.

- Borgerne har et stærkere politi

Han fortæller også, at han synes, han er kommet i mål, og at han forlader en politikreds i bedre stand, end da han overtog den.

- Der er himmelvid forskel. Vi er blevet professionelle på alle ledder og kanter. Vi har blandt andet rigtig mange forskellige kompetencer ansat lige fra IT-ingeniører, mediefolk, socialrådgivere og en hel masse, som har faglig ekspertise inden for en række specifikke områder. Det er en guds gave, at vi har fået mulighed for at få så mange nye ind.

1:56
Indslag fra 2013 om effekten af politireformen. 

Ifølge Jens Kaasgaard er det også et bedre politi for borgerne, man har i dag. Selvom han udmærket kender kritikken af, at politiet er længere væk fra borgerne i dag, end de var tidligere.

- Borgerne har aldrig før fået så god en betjening. Problemet er bare kommunikationen. Vi har faktisk en god service, og vi er tæt på borgerne. Det er der mange, der har en anden opfattelse af stadigvæk – desværre.

Spurgt til, om det ikke er helt reelt, at man føler, politiet er længere væk, når man har mistet sin landbetjent, svarer Jens Kaasgaard:

- Den følelse kan vi ikke tage fra folk, men faktum er, at de får en bedre betjening, end nogensinde før. Landbetjenten havde sit dagsarbejde og var ikke til rådighed om aftenen, om natten og i weekenden. Det er vores store og meget stærke beredskab nu, siger han og tilføjer:

- Jeg kan glæde mig over, at kriminaliteten er helt ekstrem lav i forhold til landsgennemsnittet for eksempel i Hurup, Lemvig og på Mors. Det er det, jeg også synes, vi skal måles på. Der bliver taget mange spritbilister. Vi er jo ude overalt i politikredsen.

Jens er bare Jens

Blandt kollegaerne hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller Claus Hilborg, der er chefpolitiinspektør, at han vil huske Jens Kaasgaard for at have opretholdt en meget lav magtdistance fra top til bund.

Jens Kaasgaard fotograferet sammen med sin efterfølger på posten som politidirektør, Helle Kyndesen, i 2015.
Jens Kaasgaard fotograferet sammen med sin efterfølger på posten som politidirektør, Helle Kyndesen, i 2015.
Foto: Bjarne Luthcke Ritzau Scanpix

- Jens er bare Jens. Han bliver sjældent omtalt som Kaasgaard eller direktøren. Han er Jens, der kan tale med alle fra høj til lav. Og så har han altid haft et meget stort politihjerte. Han er en meget dygtig problemknuser og meget omgængelig mand, som jeg tror, mange i politikredsen føler, de kender.

Jens Kaasgaards efterfølger, Helle Kyndesen, tiltræder stillingen som politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi pr. 1. april 2020. 

Helle Kyndesen har tidligere blandt andet være vicepolitidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi og vicepolitimester i Ringkøbing.

9:24
Efter 43 år i politiet går politidirektør Jens Kaasgaard på pension.