SF'er bakker op om regeringens forslag: Vanvittigt, at studierejser koster 30.000 kroner

Unge bliver holdt udenfor, hvis ikke der bliver fastsat et maksbeløb for egenbetalingen på studierejser, mener SF's folketingsmedlem i Vestjylland.

- At tro, at studierejser på mellem 10.000 og 30.000 kroner kun er en lille smule dyrt, er fuldstændig hen i vejret, mener Signe Munk.
- At tro, at studierejser på mellem 10.000 og 30.000 kroner kun er en lille smule dyrt, er fuldstændig hen i vejret, mener Signe Munk.
Foto: TV MIDTVEST

Gymnasieelever og elever på andre ungdomsuddannelser kan i dag komme verden rundt, mens de tager deres uddannelse.

Men de dyre rejser skal der i følge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sættes end stopper for. Hun vil sætte loft over egenbetalingen for elever og forældre, så de selv maksimalt skal punge ud med 3000 kroner.

Studierejserne er til debat i denne uges Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor SF i klare vendinger bakker op om regeringens forslag om et loft.

- At tro, at studierejser på mellem 10.000 og 30.000 kroner kun er en lille smule dyrt, er fuldstændig hen i vejret, mener Signe Munk (SF), der er valgt i Vestjylland. 

- Det genererer sindssygt store skuffelser for dem, der må gå hjem til mor, som måske er social- og sundhedsassistent og ikke kan tage ekstra vagter for at få råd til studierejsen, vurderer SF'eren.

Studierejser sorterer

Udover Signe Munk medvirker Marie Bjerre (V), Dennis Flydtkjær (DF) og Anna Paulin (S) også i den politiske tv-debat.

Anne Paulin uddyber, hvorfor regeringen vil have et loft på 3000 kroner:

- Studierejser er blevet en sorterings-mekanisme for unge mennesker og deres familier. Man kigger på, om man kan være med på de her ture, eller man ikke kan. Og så træffer man valg eller fravalg på den baggrund. Det synes vi er ærgerligt, fordi uddannelser skal være til alle. Og vi skal passe på med at få for meget brugerbetaling, forklarer Anne Paulin.

29:46
Kalenderen siger januar og et nyt politisk halvår er begyndt. På dagsordenen på Christiansborg er lige nu blandt andet børnene, som fyldte meget i statsministerens nytårstale for nylig. Gæster i Krydsfelt-studiet er denne gang: Anne Paulin (Soc.dem.), Signe Munk (SF), Marie Bjerre (Venstre) og Dennis Flydtkjær (DF).

Venstre: Et rigtigt dårligt forslag

Folketingets store oppositionsparti kan ikke bakke op om et loft over egenbetaling til studierejser på 3000 kroner. Venstres folketingsmedlem i Himmerlands-kredsen mener det vil stække unges chance for at få en på opleveren. Han kalder undervisningsministerens udspil for 'et rigtigt dårligt forslag'.

- Jeg synes, der skal være de muligheder i vores samfund, at man kan gøre noget ekstraordinært. Der er nogle elever, som gerne vil dyrke det internationale, der gerne vil have oplevelsen af at komme på en tur til Kina. Man skal da have mulighed for at bestemme lokalt, at nu laver vi sådan en linje, mener Marie Bjerre.

Folketinget skal ikke blande sig

Venstre-kvinden pointerer, at hun synes, det er forkert, at regeringen og Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet blander sig i, hvad studierejser på ungdomsuddannelser må koste. Og her bliver hun bakket op af Dansk Folkeparti, der mener, at diskussionen og problemet er interessant - men at Folketinget ikke altid skal mene noget om alt.

- Nogle gange skal vi sætte en stopper for, hvad vi skal blande os i, siger Dennis Flydtkjær (DF).

- Jeg er fuldstændig enig i, at vi ikke skal have studierejser, der koster hverken 20- eller 30.000 kroner. Det er helt ude af proportioner. Men det betyder jo ikke, at det er Christiansborg, der skal løse det.

- Der sidder en bestyrelse på et gymnasium, hvor der er repræsentanter fra elevrådet, der er lokale repræsentanter. De kan da godt selv finde ud af at sætte nogle rammer for deres skole, mener DF'eren.