Satte ild til sit eget hus: Tidligere politimand skal i fængsel

Vestre Landsret i Viborg idømte mandag en tidligere politimand fra Holstebro tre måneders ubetinget og ni måneders betinget fængsel for brandstiftelse.

En tidliger politimand fra Holstebro er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for brandstiftelse.
En tidliger politimand fra Holstebro er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for brandstiftelse.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En tidligere politimand fra Holstebro er ved Landsretten i Viborg mandag middag blev dømt skyldig i en sag, hvor manden og hans hustru var tiltalte for at sætte ild på parrets eget hus. 

Manden blev i alt dømt 1 års fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, men den resterende del blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, og dermed er dommen for den 35-årige mand en skærpelse af byrettens dom fra januar. 

I byretten blev manden og hans kone begge idømt et års betinget fængsel, men Landsretten endte med at frikende den jævnaldrende kvinde.

 - Det markerer afslutningen på en omfattende og vanskelig sag, hvor man også må sige, sagens karakter taget i betragtning, er uden vindere. I anklagemyndigheden er vi tilfredse med resultatet, Emil Stenbygaard, der er senioranklager hos Statsadvokaten Viborg.

Fem arnesteder til branden

Sagen begyndte den 4. februar 2021. 

Dengang ringede politimanden selv 112 og oplyste, at der var udbrudt brand i hans hus. I boligen boede også politimandens kone samt parrets to børn og ikke mindst en hund, som senere kom til at spille en rolle i sagen.

Efter at brandfolk og politiets eksperter havde undersøgt branden nærmere, konstaterede de, at branden var påsat. 

Fem arnesteder mente brandteknikerne at have fundet i boligen – alle steder, hvor familien havde opholdt sig, indtil de blev vækket af en brandalarm. Der var blandt andet antændt ild på børneværelserne.

I marts samme år blev parret sigtet for selv at have sat ild til deres hus. Derefter blev den 34-årige mand suspenderet fra sit job ved politiet i Holstebro.

Familiens hund blev et vigtigt punkt i sagen. Politiets anklager satte spørgsmålstegn ved, hvorfor hunden ikke havde gøet, hvis der var kommet andre ind i boligen, som skulle have påsat branden.

- Jeg er tilfreds med, at retten vurderer beviserne på samme måde, som anklagemyndigheden også har vurderet beviserne i sagen, lød det fra specialanklager Mette Bendix tilbage i januar 2022.

Alvorlig sag

Både manden og kvinden blev således dømt i byretten, men ankede på stedet til landsretten. Mandag blev der så sat et endeligt punktum i den spektakulære sag. 

- Brandtekniske undersøgelser viser fem arnesteder, og det har ikke været bestridt, at branden har været påsat. Meget af bevisførelsen har derfor gået på at bevise, hvem der har gjort det, og der er landsretten kommet frem til sit resultat i dag, siger senioranklager Emil Stenbygaard. 

- Det er en omfattende og særdeles vanskelig sag. At man sætter ild til sin egen ejendom er meget alvorligt. Selve karakteren af den forbrydelse, der er dømt for, er ganske alvorlig, og vi ser det meget sjældent, uddyber han til TV MIDTVEST.