Sascha Qvortrup trækker sig fra valgkampen

Alternativets spidskandidat i Midt- og Vestjylland Sascha Qvortrup trækker sig, på trods af at det lige nu ser ud til, at hun ville komme i Folketinget.

090615SashaQvortrup.1.jpg

For få dage siden kunne Alternativets spidskandidat i den vestjyske storkreds Sascha Qvortrup læse nyheden om, at hun meget vel kunne være på vej mod en plads i Folketinget. I dag trækker hun sig fra valget, fordi hun har fået et jobtilbud, hun ikke vil sige nej til.

- Jeg tror rigtig meget på projektet og meldte mig som kandidat, idet jeg ville være med til at skabe en ny bevægelse. Men da jeg kort efter udskrivelsesdagen fik tilbudt mit drømmejob og tog imod det, har jeg besluttet at honorere den aftale, jeg har indgået, og derfor trækker jeg nu mit kandidatur," siger Sascha Qvortrup i en pressemeddelelse.

Teknisk set kan hun ikke trække sig, fordi stemmesedlerne allerede er blevet trykt. Hvis Sascha Qvortrup stadig får personlige stemmer vil disse tælle med i Alternativets samlede stemmetal. Alternativets to øvrige kandidater i Midt- og Vestjylland, René Gade og Jørn T. Pedersen vil nu fremadrettet tegne partiet i Storkredsen, skriver partiet i pressemeddelelsen.

 - Det er ganske enkelt gået over al forventning at være med til at bygge Alternativet op - også i det midt- og vestjyske. Det er jeg meget stolt af at have været medvirkende til. Jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville gøre det så godt. Det har affødt nogle svære overvejelser, og jeg har nu valgt at honorere den aftale, jeg har indgået. Derfor trækker jeg mig nu og giver faklen videre til mine dygtige medkandidater i kredsen, siger Sascha Qvortrup.