Sæsonen for rimglatte veje står for døren

Trafikanter skal i den kommende måned til at indstille sig på sporadisk nattefrost og glatte veje om morgenen.

glat vej
Foto: Henning Bagger / Scanpix

November er lige om hjørnet og dermed også typisk koldere og vådere vejr. Derfor skal morgenpendlere til at indstille sig på glatte veje om morgenen.
    
Tirsdag morgen er der enkelte steder på Sjælland og Bornholm risiko for rimglatte veje, oplyser DMI.
    
- Der ligger mange skyer over landet, men der har været klart i den nordlige del af Jylland og også på Sjælland og Bornholm. Det gør, at temperaturen har været nede at kysse de nul grader flere steder, siger DMI's vagthavende Anja Bodholdt.
    
- Derfor er der også en risiko for rimglatte veje, primært på Sjælland og Bornholm, siger hun.
    
Den kommende uge bliver dog mild og med al sandsynlighed fri for glatte veje, da en varmfront er på vej ind over landet, forklarer Anja Bodholdt.
    
Men når vi kommer længere ind i november, kan vi forvente sporadisk nattefrost, står der i DMI's sæsonprognose.
    
Som trafikant betyder det, at man skal være særligt opmærksom på udsatte steder, forklarer DMI's vagthavende.
    
- Under broer og ved dæmninger kan temperaturen ofte være lidt koldere, siger Anja Bodholdt.
    
Efterårets og vinterens første nattefrost kom 9. oktober, da man i Isenvad ved Ikast i Midtjylland målte minus 0,6 grader, skriver TV2.
    
/ritzau/