Sæsonen er slut: En af de travleste sæsoner for livredderne i 10 år

De foreløbige tal viser, at livredderne i år har haft ekstra travlt på strandene i år.

På strandene i Midt- og Vestjylland havde livredderne i år to livreddende aktion.
På strandene i Midt- og Vestjylland havde livredderne i år to livreddende aktion.
Foto: TV MIDTVEST

Sæsonen for livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er slut for i år. Tårnene på strandene bliver nu pakket sammen, og det er derfor tid til status for sæsonen.

På landsplan har livredderne gennemført 67.514 indsatser, hvor 32 af aktionerne involverede personer i livsfare, og det gør det til en af de travleste sæsoner.

– Denne sommer ender som den anden mest travle sæson igennem de seneste 10 år, når vi ser på det samlede antal aktioner. Det er noget af et paradoks at tale om en af de travleste livreddersæsoner i 10 år, for jeg tror, de fleste danskere går med den følelse, at sommeren indtil for to uger siden i meget ringe grad indbød til badning og strandtur, siger René Højer, der er programchef i TrygFonden.

Til sammenligning var der i 2019 67.480 indsatser med 12 aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare, mens der i 2018, som var en historisk varm sommer, var 88.355 indsatser, hvoraf 52 blev vurderet at være livreddende.

Kold juli og travl august

I Midt- og Vestjylland har der i år stået livreddertårne på strandene i Hvide Sande, Søndervig, Thorsminde og Thyborøn. Her havde livredderne to livreddende aktion, 103 førstehjælpsaktioner, 450 forebyggende aktioner og 4.534 oplysende indsatser.

-  Det har på mange måder været en speciel sæson i år. Både på grund af corona, men også med det vejrskifte vi oplevede. Fra at have overvåget halvtomme strande i juli, fik livredderne pludselig travlt i august, da badevejret for alvor kom og tiltrak ekstraordinært mange mennesker, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Selv om sæsonen bød på den koldeste juli i 22 år, så gav hedebølgen i august ekstraordinært mange mennesker på stranden. Især fralandsvind har været årsag til mange af redningsaktionerne.

2:30
Landsdelens kystlivreddere kan  holde ferie, efter at de har passet på alle os andre hele sommeren.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.