Sådan undgår du at blive angrebet af vrede musvåger

Rovfuglen kan lige for tiden finde på at angribe især løbere og cyklister i skovene for at beskytte sine unger.

Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl med et vingefang på op til 128 centimeter.
Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl med et vingefang på op til 128 centimeter.
Foto: Michael Kedzior / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Hvis du løber eller cykler i musvågeterræn, så gør du klogt i at kaste blikket op mod himlen en gang imellem.

Lige nu har landets musvåger unger i reden, og det kan få den fredede rovfugl til at føle sig truet af skovens motionister. Sådan lyder advarslen i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

- Det er et fænomen, vi hører om hvert år. Forældre vil til hver en tid beskytte deres børn med næb og klør. Det gælder også for musvåger, der på denne tid af året har unger i reden eller er i færd med at træne ungerne i at angribe et bytte, siger naturvejleder Stephan Springborg fra Naturstyrelsen Hovedstaden.

Mindede om et stenkast

Det er ofte løbere eller cyklister, som musvågen oplever som en trussel, fordi de kommer igennem naturen med en vis fart. For Lisbeth Preil endte en løbetur i sidste uge med et uventet angreb ovenfra.

- Jeg mærkede et ordentlig smæld oppe i hovedet, der mindede om et hårdt stenkast. Den fløj op i luften for at gøre klar til endnu et angreb, men jeg fægtede med armene og råbte højt, hvilket fik musvågen til at stoppe, fortæller hun til TV 2.

Oplevelsen med den vrede fugl holder dog ikke Lisbeth Preil fra de vante løbeture, men nu tager hun sine forholdsregler.

- Jeg har lavet en kasket med øjne, som jeg sætter omvendt på hovedet, så jeg løber med øjne i nakken. Jeg har sat fjer i, så jeg bliver større. Folk tror, jeg skal til karneval i skoven, men jeg håber, det kan skræmme musvågen væk, så jeg kan fortsætte mine løbeture i skoven. Dem vil jeg aldrig undvære, siger Lisbeth Preil.

Lisbeth Preil fra Smørum løber nu med sin hjemmelavede kasket for at undgå musvågeangreb.
Lisbeth Preil fra Smørum løber nu med sin hjemmelavede kasket for at undgå musvågeangreb.
Foto: Naturstyrelsen

Undgå at blive angrebet

Musvågen er den mest udbredte rovfugl i Danmark, og der er omkring 5.000 ynglende par i Danmark. Der er størst chance for at se den i landskaber med åbne marker og enge.

Musvågerne har unger i reden indtil begyndelsen af juli, hvor de flyver fra reden. Derfor er det som regel kun i maj og juni, at man kan opleve musvågen angribe mennesker. Ifølge Naturstyrelsen angriber musvågen oftest bagfra, næsten lydløst og uden varsel.

1:53
TV MIDTVEST den 31. maj 2018: Det er ikke kun musvågerne, der kan blive aggressive. Også ternerne skal man passe på. Det gælder om at være iført det rigtige udstyr, hvis man ikke vil angribes af terner ved Handbjerg Marina