Sådan gør du, hvis du oplever nogen få hjertestop

Det har enorm betydning, at danskerne kan yde førstehjælp. Sådan lyder det fra Anders Vaagan, som er ambulancebehandler.

Hver eneste dag rammes omkring 15 personer af hjertestop i Danmark.
Hver eneste dag rammes omkring 15 personer af hjertestop i Danmark.
Foto: Falck

Hver eneste dag falder 15 danskere om med hjertestop, og hurtig hjælp er afgørende for, om personen overlever. Derfor sætter hjertestarterdagen den 16. oktober fokus på, at folk skal kunne førstehjælp.

- Ved et hjertestop er tid en utrolig vigtig faktor. Førstehjælpen skal starte så tidligt som muligt, fordi muligheden for at overleve mindskes med syv til ti procent for hvert minut, der går, inden hjælpen kommer, forklarer Anders Vaagan, som er ambulancebehandler hos Falck i Region Midtjylland.

- Derfor er det vigtigt, at der er nogen i nærheden, der kan træde til og få tjekket, om der puls og bevidsthed. For er der ikke det, så er der tale om et hjertestop, og førstehjælpen skal i gang, siger han.

 Det sker for en, du kender

Årets tema for Hjertestarterdagen er ”Det sker for en, du kender”. 74 procent af hjertestop i Danmark sker i de private hjem, og derfor er det oftest en, man kender, man skal hjælpe med hjerte-lungeredning. 

- Vi prøver ikke at male et skræmmebillede. Men det er en realitet, vi gerne vil minde danskerne om. For måske har du engang haft genoplivningskursus og tror på, at du kan træde til, når det er nødvendigt. Men når det er en, du kender, så er der så mange følelser involveret, at hvis man ikke har det på rygraden gennem træning, risikerer man at stivne, siger Teis Krag, som er paramediciner i Falck.

Han opfordrer derfor alle danskere til at tage genoplivningskursus én gang om året, selvom den officielle anbefaling lyder på hvert andet år. Desuden understreger han, hvor livsvigtigt det er at træde til, trods risikoen for smitte med coronavirus.

- Det må simpelthen ikke sætte en stopper for, at danskerne træder til. Husk, at risikoen for, at en med COVID-19 også er den, der får hjertestop, er meget, meget lille. Og hvis du absolut ikke vil give kunstigt åndedræt, så giv for alt i verden hjertemassage, siger Teis Krag.