S vil sende penge fra privatskoler over i folkeskolen

Elever i folkeskolens mindste klasser med behov for ekstra hjælp skal ifølge S prioriteres mere.

20170807-083538-a_30mb.jpg
Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix

Der skal tages penge fra privatskolen, og pengene skal sendes over i folkeskolen. Meldingen kommer fra Socialdemokratiet, som vil skære markant i tilskuddet til privatskoler. Pengene skal i stedet for bruges på at styrke indsatsen over for de elever i folkeskolens mindste klasser, som har svært ved at læse og regne. Det skriver Politiken Skoleliv.

- Vi har en regering, der skærer på folkeskolen og fører flere penge over i privatskolerne, og det, synes vi, er skævt. Derfor foreslår vi at stoppe overbetalingen af privatskolerne og bruge pengene direkte på folkeskolen, siger S-formand Mette Frederiksen til Politiken Skoleliv forud for partiets kongres i weekenden.

Regeringen foreslår i sit finanslovsforslag at hæve den såkaldte koblingsprocent, der regulerer tilskuddet til fri- og privatskoler i forhold til folkeskoler, fra 75 procent i år til 76 procent næste år.

Socialdemokratiet mener, at privatskolernes tilskud skal sænkes til 71 procent. Det vil ifølge partiet frigøre 325 millioner kroner.

- Det er et stort svigt, at der er så mange børn, der forlader vores folkeskole uden at kunne læse. Vi har ikke råd til det menneskeligt, men vi har heller ikke råd til det økonomisk, fordi vi kommer til at få behov for, at alle børn og unge i dag vokser op og får en uddannelse, fordi vores virksomheder kommer til at mangle arbejdskraft, siger Mette Frederiksen.

DF: - Friskoler kan komme i klemme

Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening, er ikke meget for forslaget. Det vil kunne lukke op mod 100 friskoler, mener han.   

- Hvis du sætter tilskuddet til friskolerne ned, er der to scenarier: Det ene er, at mange af friskolerne vil lukke, fordi de simpelthen ikke har penge til at drive skolerne for. Det andet scenarie er, at skolepengene vil stige, siger han.

S-forslaget møder heller ikke begejstring hos privatskolerne, lyder det fra siger Karsten Suhr, der er formand for Danmarks Private Skoler.

- Det er ikke alle, der kan betale det, så man øger simpelthen den ulighed, der er i forældrenes frie skolevalg, siger Karsten Suhr.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) kalder forslaget "voldsomt usolidarisk".

- Det er tydeligt, at Socialdemokratiet går mere op i at flage nogle værdier end egentlig at give en adgang til en lokal skole og til frit skolevalg i hele landet, siger hun.

/ritzau/