S & V efter åbningstale: Der skal aftaler på bordet

Næstformand for Socialdemokratiet Mogens Jensen og Venstres næstformand Kristian Jensen debatterer statsministerens åbningstale.

De to næstformænd Mogens Jensen (Soc.dem.) og Kristian Jensen (V) debatterer efter statsministerens åbningstale.
De to næstformænd Mogens Jensen (Soc.dem.) og Kristian Jensen (V) debatterer efter statsministerens åbningstale.
Foto: TV MIDTVEST

I statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale er det især regeringens ønske om at stoppe salget af diesel- og benzinbiler i 2030, som tager overskrifterne. Det blev også debatteret af Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen og Venstres næstformand Kristian Jensen kort efter åbningstalen.

- Vi siger stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030 og helt stop for biler, der ikke er nul-emission i 2035, fastslår Kristian Jensen.

Den målsætning har ifølge Mogens Jensen længe været Socialdemokratiets ønske. 

- Jeg er super glad for, at Venstre nu også her op til valgkampen kommer med på den grønne vogn. Jeg er helt med på at udfase benzin- og dieselbiler. Vi havde det også med i vores energiudspil, så der er nogle områder her, hvor vi kan mødes, siger Mogens Jensen.

Kristian Jensen afviser, at Venstres målsætning er 'bedre sent end aldrig'. Han mener, at partiet er mere ambitiøse på klimaets vegne. Ifølge næstformanden vil partiet bruge en del af det økonomiske råderum til at sikre klimaet.

- Udfordringen ved at få så mange elbiler på markedet bliver at gøre det på en måde, hvor vi både sikrer, at der er penge til velfærden i den offentlige sektor, men også, at borgerne kan betale for det, fastslår han.

Enige om, at valgkamp ikke må stå i vejen

Der skal være afholdt folketingsvalg inden midten af juni 2019. De to folketingsmedlemmer er begge enige om, at det ikke må ødelægge muligheden for at indgå politiske aftaler.

- Jeg håber da, at vi kan lade være med at få det til at betyde noget for tidligt. For jeg tror egentlig, at danskerne forventer af os, at vi gør vores arbejde færdigt, og vi har en ni-ti måneder endnu, og der synes jeg lige så godt, at vi kan få klaret nogle ting, siger Kristian Jensen. 

Mogens Jensen vil også arbejde for, at der ikke går valgkamp i den.

- Vi går ind for, at vi skal skabe resultater, og gerne på tværs og ind over midten. Men der jo også områder, hvor vi er uenige, men der hvor vi kan nå i mål sammen, også inden en valgkamp, der skal vi selvfølgelig gøre det, fastslår Mogens Jensen.

Se hele debatten, hvor de to politikere også runder andre emner fra åbningstalen på Christiansborg:

8:40
Socialdemokratiets folketingsmedlem Mogens Jensen i debat med Venstre næstformand Kristian Jensen kort efter statsministerens åbningstale.