Rundspørge: To af tre mener, at affaldet skal være på offentlige hænder

Affaldssektoren er såkaldt 'kritisk infrastruktur' og bør ikke sælges til kommercielle virksomheder, lyder det i ny rundspørge.

I Nordvestjylland står fire kommuner - Lemvig, Skive, Holstebro og Struer - bag affaldsselskabet Nomi4s. Her har de fire borgmestre også været ude at kritisere regeringens planer.
I Nordvestjylland står fire kommuner - Lemvig, Skive, Holstebro og Struer - bag affaldsselskabet Nomi4s. Her har de fire borgmestre også været ude at kritisere regeringens planer.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Lige nu forhandler Folketingets partier om, hvordan affaldssektoren i fremtiden skal være, deriblandt hvem der skal håndtere den. 

Siden regeringen præsenterede sit forslag om at liberalisere sektoren, har flere parter meldt sig på banen med kritik af planerne. Både borgmestre, organisationer og eksperter mener, at affald er såkaldt kritisk infrastruktur. 

Og det erklærer et flertal af danskerne, ifølge en pressemeddelese fra Dansk Affaldsforening, sig nu enige i. Foreningen har fået Kantar/Gallup til at lave en rundspørge, hvor to ud af tre angiver, at området er kritisk infrastruktur, og at det bør være på offentlige hænder.

- Det er glædeligt, at der er så massiv opbakning i befolkningen til at holde kontrollen med vores kritiske infrastruktur. Det er et stærkt signal til Folketingets partier, der netop nu forhandler om sektorens fremtid, om at lade være med at privatisere sektoren, som regeringen har foreslået.

- Kommuner og affaldsselskaber er rygraden og sikrer, at vi har styr på affaldet og opnår de miljø- og klimagevinster, vi som samfund har sat os for, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening, nuværende byrådsmedlem og tidligere borgmester i Struer Kommune.

I målingen angiver 64 procent, ifølge pressemeddelensen, at affaldsforbrændingsanlæg ikke må kunne sælges til kommercielle virksomheder, mens 69 procent kalder den kommunale affaldsforsyning for kritisk infrastruktur. 

-  Infrastrukturen hænger sammen – fra borgernes affaldsbeholdere til grovsortering, forbehandling og afsætning til private virksomheder, der kan oparbejde affaldet. Derfor er regeringens forslag om udbudspligt på det genanvendelige affald også et meget stort problem.

- Vi har brug for at have de nødvendige redskaber og anlæg, så de folkevalgte i kommuner og affaldsselskaber kan stå på mål overfor borgerne, når vi beder dem sortere, og kan tage ansvaret, når vi siger, at vi gør det effektivt og billigst muligt og får de miljøgevinster, vi skal. Det bør man lytte til på Christiansborg, siger Mads Jakobsen i pressemeddelelsen.

4:58
Regeringen foreslår at privatisere både håndtering og genanvendelse af vores husholdningsaffald. Men kommunerne er imod.