Røveri i Nørre Snede

Kvindelig røver truede sig i aftes til kontanter og cigaretter på tankstation i Nørre Snede.

HerningPolitiSkildt.jpg

Det var Statoil på Horsensvej i Nørre Snede, der i aftes klokken 2209 blev udsat for et røveri. 

En kvindelig røver truede sig med en sølvfarvet pistol til et mindre kontantbeløb og to kartoner rød cecil. 

Kvinden var klædt totalt i sort, og hun havde en sort elefanthue med skygge over hovedet. Hun bar en jakke, hvor der på ryggen stod KP Logistik. Kvinden beskrives som 155 til 165 cm høj, og hun havde røde negle under røveriet.

Efter røveriet stak hun af til fods, men en hundepatrulje fandt senere på aftenen den jakke, som hun havde haft på. Den er formentlig stjålet fra en bil i nærheden.

Politiet har i øjeblikket ikke yderligere spor i sagen og hører gerne fra vidner, der har bemærket noget. Politiet kan kontaktes på telefon 114.