Rolig nat efter snestormen: Vi har ikke haft noget som helst med trafikken, siger politiet

Snestormen skabte vejkaos onsdag, men i nat holdt de fleste bilister sig tilsyneladende derhjemme eller på vejbanen.

Snestormen rasede i går her i landsdelen. Billedet her er fra Lemvig.
Snestormen rasede i går her i landsdelen. Billedet her er fra Lemvig.
Foto: Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Politiet spår en travl morgen for de lokale beredskaber og vejhjælpen, der skal have biler op af grøfter. Men det bliver ikke på grund af trafikuheld fra i nat, men snarere fra onsdag. For natten til torsdag bød ikke på travlhed hos politiet.

- I går aftes var kaos i Thy og på Mors. Der har været en masse biler i grøfter og været bilkøer, men i nat har vi ingenting haft. Vi har ikke haft noget som helst med trafikken i nat, fortæller Lars Even, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi lidt før klokken 6 torsdag morgen.

Undgå de små veje og overhalinger

Han rejser selv spørgsmålet, om vi så igen vil se trafikuheld her til morgen, nu når folk skal køre på arbejde. Politiet opfordrer bilisterne til at tage deres forholdsregler. For selvom snerydningen er i gang, kan man som bilist ikke regne med, alle småveje er ryddet.

Sådan skrev Midt- og Vestjyllands Politi torsdag på Twitter klokken 5.26.

Derfor bør man tage de større veje på arbejde.

- Hvis man er vant til at tage en smutvej over de små landeveje, tror jeg, at man skal tage det over hovedvejene, siger vagtchefen.

Kør i god tid

Politiet fraråder ikke længere unødig udkørsel på Mors og i Thy. Men selvom vejret er mere bilvenligt i dag end i går, opfordrer politiet stadig alle midt- og vestjyder til at komme lidt før afsted, end de normalt ville gøre.

For det er ikke en god idé at overhale i den nuværende vejr- og vejsituation, mener vagtchefen. Man bør derfor undgå morgenstress i trafikken.

Hvis man ønsker at følge trafiksituationen, kan man blandt andet følge med på Vejdirektoratets trafikkort.