Nyt undervisningsmateriale fra Røde Kors skal hjælpe lærere og elever til sammen at bearbejde nogle af de ubehagelige indtryk, som coronakrisen kan have ført med sig.
Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
Ingen af os har nogensinde stået i en situation som denne før.
- Røde Kors har en lang tradition for at arbejde med de psykosociale følger af katastrofer, krige og kriser som den, vi er midt i lige nu - mental sundhed er en af de vigtigste forudsætninger for, at et samfund hurtigt kan komme på ret køl, siger afdelingschef hos Røde Kors Klaus Nørskov.
- Alle disse erfaringer afspejler sig i det materiale, som vi nu har lavet, fortsætter han.
Materialet er udviklet af Røde Kors og finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Ifølge Røde Kors er det vigtigt at samle op på de situationer, der kan have udspillet sig i børnenes liv under krisen.
Det kan både handle om at have følt sig afskåret og isoleret fra vennerne, sygdom i eller omkring familien eller forældre der har knoklet i sundhedsvæsenet.
Alt sammen noget som kan være vigtigt at få bearbejdet, så børnene ikke føler sig alene med deres tanker.
Materialet består af et samtaleforløb
I pressemeddelelsen skriver Røde Kors, at det nye undervisningsmateriale hovedsageligt består af et samtaleforløb.
Og det møder opbakning hos lærerne.
- Et materiale som dette er en vigtig håndsrækning til os lærere. Ingen af os har nogensinde stået i en situation som denne før, siger Anne Marie Thirup Christiansen, der er lærer på Bagsværd Skole og pædagogisk konsulent i pressemeddelelsen.
- Materialet giver redskaber til at starte en fælles samtale. Her kan vi som lærere få føling med, hvordan eleverne egentlig har det. De vil jo komme tilbage med mange forskellige følelser og erfaringer, fortsætter hun.
Undervisningsmaterialet vil primært matche faglige mål indenfor de videnskabelige fag.