Rigsrevisionen undersøger Region Midtjylland

Rigsrevisionen bliver nu igen trukket ind i sagen om regionernes massive fodring af privathospitaler. Værst er Region Midtjylland.

19FedmeOperation.Consolidated.01.jpg

Rigsrevisionen skal udarbejde en forundersøgelse af, om der er grundlag for en større tilbundsgående kulegravning af regionernes køb af fedmeoperationer til overpris på de private sygehuse.

Kravet kommer ifølge Politiken fra flere af Folketingets statsrevisorer, der reagerer på købet af fedmeoperationer i Region Midtjylland, hvor socialdemokraten Bent Hansen er politisk chef.

Mens Rigsrevisionen tidligere har kritiseret regeringen for overbetalingen, peger pilen nu mod regionernes ansvar for at sende hundredvis af overvægtige på privathospital til en høj pris.

Det var værst i Region Midtjylland, hvor 97 procent af 466 fedmeoperationer i 2008 blev foretaget på privathospital til en samlet overpris på et tocifret millionbeløb. Regionen betalte for hver operation en pris, der var 55 procent højere, end hvis behandlingerne var blevet foretaget på et offentligt sygehus, skriver Politiken.

Bent Hansen har ellers gentagne gange beskyldt regeringen for at forgylde privathospitalerne.