Nye retningslinjer på hospitaler gælder også i vest, selv om problemet er i øst

Aarhus- og Silkeborg Kommune har de seneste døgn fået flere corona-smittede. Det har fået Region Midt til at genindføre restriktioner, og de gælder for alle regionens hospitaler.

Regionshospital Herning
Foto: Hospitalsenheden Vest

Antallet af coronasmittede er de seneste døgn steget markant i blandt andet Aarhus- og Silkeborg Kommune. Det har fået Region Midtjylland til at genindføre regler for, hvor mange besøgende der må være på regionens hospitaler ad gangen.

Dermed gælder retningslinjerne altså også for Hospitalsenhed Vests afdelinger iblandt Herning og Holstebro, selvom det ikke er blandt de områder, som har oplevet flere smittede.

- Der er rigtig meget trafik imellem regionens hospitaler. Eksempelvis tager mange kræftpatienter, der bor i Viborg eller Silkeborg, til Holstebro, når de skal modtage behandling. Sikkerheden kommer selvfølgelig i første række, og derfor vurderede vi, at det var rigtigt at lade retningslinjerne gælde alle steder, fortæller Ole Thomsen, der er koncerndirektør i Region Midt.

Lørdag valgte Region Midtjylland at genindføre restriktioner for besøg på alle sine hospitaler for at stoppe smittespredning med coronavirus. Det betyder, at der kun må være én ledsager eller besøgende per patient. 

Udover færre besøgende bliver alle, der besøger hospitalerne, men ikke er ansatte, opfordret til at tage mundbind på, medmindre de er blevet testet negative for coronavirus inden for 72 timer.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvis vi ikke gjorde det her, var alternativet, at vi skulle til at opdele patienter efter adresse, hvor nogen så skulle overholde nogle regler, som andre ikke skulle. Det ville simpelthen være umuligt at overvåge, fortæller Ole Thomsen.

Aarhus og Silkeborg er faktisk ikke de eneste kommuner i Region Midtjylland, som har oplevet en stigning i antal corona-smittede. Også i Ikast-Brande-, Ringkøbing-Skjern- og Favrskov Kommune har udviklingen den seneste uge gået den forkerte vej.

- Så dækker vi jo trods alt heller ikke et større område, så der er ikke så langt imellem os. Vi har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og vi er blevet enige om, at det er den bedste løsning, fortæller Ole Thomsen.