Rekordstort behov for julehjælp

For tredje år i træk oplever Røde Kors en kraftig stigning i antallet af familier, som har brug for julehjælp. Cirka 20 procent flere efterspørger julehjælp end sidste år.

julehjaelp.jpg

Antallet af danske børnefamilier, som har svært ved at få pengene til at slå til i hverdagen, er stigende. Det mærker Røde Kors’ lokalafdelinger i dagligdagen, og det fremgår af en rapport fra Unicef, som blev offentliggjort for nylig. Den viser, at flere og flere danske børnefamilier lever under den relative fattigdomsgrænse. Konsekvensen er, at tusindvis af økonomisk trængte børnefamilier går den dyre julemåned i møde med bekymringer, afsavn og følelsen af at stå uden for fællesskabet.

- Julen er det tidspunkt på året, hvor det bliver mest tydeligt, hvis man har svært ved at få pengene til at slå til. Det er en forbrugsfest og derfor meget ekskluderende for de familier, der ikke har råd til at fejre jul. Jeg tror, at enhver forælder kan forestille sig, hvordan det må føles ikke at være i stand til at give sine børn en god jul, siger præsidenten for Røde Kors, Hanna Line Jakobsen.

I 2013 modtog 5.500 familier hjælp til at klare julen, men behovet i år er endnu større, og vi håber at samle penge nok ind til at kunne uddele mindst 6.500 kurve med julemad og gaver til børnene.

Det stigende behov for julehjælp mærker de også hos Røde Kors i Nørre Snede.

Jonna Møllemand har i år ekstra travlt med juleforberedelserne. 10% flere familier end sidste år har brug for julehjælp, så hun har bestilt tre ekstra ænder. Og familierne som efterspørger julehjælp har ændret sig. De første familier, hun kørte ud med julekurve til for ti år siden var mest misbrugere. I dag er det familier, hvor forældrene af en eller anden grund er havnet på kontanthjælp.

- Det er også velfungerende familier, der bare har svært ved at få enderne til at hænge sammen, og den type familier vil i stigende grad gerne være anonyme, siger Jonna Møllemand.