Regnsæsonen står for døren: Sådan undgår du oversvømmelse i kælderen

Særligt omkring februar havde mange midt- og vestjyder store problemer med vand i kælderen. Nu vender regnvejret tilbage, og Morsø Forsyning har nogle råd til, hvordan man som husejer kan forberede sig og undgå skader.

I løbet af vinteren og foråret var mange husejere plagede af oversvømmelser. Men der er forskellige ting, man kan gøre for at undgå vand i kælderen.
I løbet af vinteren og foråret var mange husejere plagede af oversvømmelser. Men der er forskellige ting, man kan gøre for at undgå vand i kælderen.
Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Det er lige over et halvt år siden, at Midt- og Vestjylland var hårdt ramt af oversvømmelser på grund af de store mængder regn. De seneste dage har der igen været kraftige regnbyger, og med regnsæsonen for døren risikerer mange husejere, at udfordringerne med vandmasserne vender tilbage.

- Mange tænker bare på kælderen som nogle lækre, ekstra kvadratmeter til opbevaring, Men når kloakvandet først trænger igennem, så kan for eksempel arvestykker blive ødelagt, siger Vivian Søndergaard, som er direktør hos Morsø Forsyning.

Cirka 8500 husstande er en del af Morsø Forsynings ledningsnetværk. Og det er grundejerne selv, der har ansvaret for at undgå, at kælderen bliver oversvømmet. Det er bestemt i kloakbekendtgørelsen, fortæller Vivian Søndergaard.

Det indgår i bekendtgørelsen, at det offentlige kloaksystem skal sikre afledning af spildevand fra stueplan og op – det vil sige, at alt under stueplan er grundejerens eget ansvar.

Mange af de rør, der er lagt på Mors, er mellem 20 og 70 år gamle, og dengang var klimaforholdene nogle andre. Mange af dem er ikke blevet renoveret for nyligt, og derfor kan det være vanskeligt for kloaksystemet at følge med, når regnen siler ned.

Gode råd til en tør kælder

Renoveringsarbejdet står på løbende, men det kommer til at tage mange år, før det er færdigt, fortæller Vivian Søndergaard.

- Det kan få dyre omkostninger, når der sker oversvømmelser, og det er ikke hvermandsviden, hvordan man sikrer sin kælder mod dem. Vi vil gerne fortælle om det, så folk kan være på forkant, siger hun.

Derfor har Vivian Søndergaard tre gode råd til, hvad man selv kan gøre for at undgå en oversvømmet kælder, når regnen siler ned:

  1. Overvej, om du har brug for dit afløb i kælderen. Mange har gamle afløb i kælderen fra eksempelvis vaskesystemer, som ikke længere er der, og som derfor kan sløjfes.
  2. Man skal sikre sig, at ledningerne til afløb er i orden. Sørg for, at rense brønden ud til vejen, og at tagrenderne ikke er fyldt med blade, så det kan rende ned i systemet.
  3. Lad være med at putte ting i afløbet, som ikke må være der. Sådan noget som bind, stofservietter og kondomer skal smides ud i skraldespanden og ikke i toilettet.

Derudover foreslår Vivian Søndergaard, at man kan få etableret højvandsklapper som et hjælpemiddel. De skal sættes ned i kloaksystemet og sikre, at vandet kun kan løbe ud, og hvis der kommer pres på ledningen ind mod huset, så lukker den til og spærrer for vandet.

Løsningen kan koste alt fra 300 kroner og op til flere tusinde kroner, og Morsø Forsyning anbefaler, at man kontakter en autoriseret kloakmester, som kan hjælpe med at finde ud af, hvad der passer bedst til husets afløb.

Og så er det vigtigt, at man sikrer sig, at man har en forsikring, der dækker, hvis uheldet er ude, fortæller Vivian Søndergaard. Det kan være indbo- eller husforsikring, der skal i brug, men der findes også klimaforsikringer til netop den slags uheld.

På Morsø Kommunes hjemmeside kan du finde den spildevandsplan, der er lagt for kommunen i samarbejde med Morsø Forsyning. På et interaktivt kort kan du se, hvornår der er planlagt ny kloakering i dit område.