Regn var kun en lille trøst for landmændene

Kun græs og sukkeroen får glæde af regnen, oplyser Landbrug & Fødevarer.

Naturen er stadig knastør, selv om der kom regn torsdag.
Naturen er stadig knastør, selv om der kom regn torsdag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der kom en stor skylle flere steder i landet natten til fredag.

Men den regn er kun en lille hjælp til danske landmænd, som har higet efter vand til markerne.
    
Regnen ændrer kun minimalt ved den høst, som er i gang i år, siger Troels Toft, der er sektordirektør for planter i Seges, der er videnscenter for landbruget.
    
Han siger, at det kun er græs og sukkerroer, der får glæde af vandet.
    
Vejret og udsigten til måske mere regn ændrer ikke på Landbrug & Fødevarers estimerede tab på 6,4 milliarder kroner for landbruget.
    
Tabet skyldes det varme og solrige vejr i maj, juni og juli.
    
Manglen på nedbør har også en negativ effekt på udsigterne for høsten til næste år.
    
/ritzau/