Region Midtjylland står fast: Vil ikke følge henstilling om ekstra brysttjek

Vi følger anbefaling fra brystkræftlæger, lyder svaret fra Region Midt, der ikke følger styrelses henstilling.

Region Midtjylland udtrykker forundring over henstillingerne fra patienttilsynet (arkivbillede).
Region Midtjylland udtrykker forundring over henstillingerne fra patienttilsynet (arkivbillede).
Foto: Christian Als / Ritzau Scanpix

Region Midtjylland ser ingen grund til at følge en henstilling fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at genindkalde en gruppe kvinder med specifikke brystsmerter til nye undersøgelser.

- Vi plejer at følge de henstillinger, vi får fra statslige myndigheder, siger koncerndirektør Ole Thomsen til Ritzau.

- Men her har vi sammenholdt henstillingen med de nyeste retningslinjer fra Dansk Bryst Cancer Gruppe (DBCG).

- De siger, at vi ikke skal genindkalde kvinderne, og at vi har behandlet dem rigtigt i første omgang.

DBCG udarbejder retningslinjer for diagnostik, behandling og opfølgning for brystkræft.

Jyllands-Posten har de seneste måneder afdækket, at flere tusindvis af kvinder i flere regioner har fået mangelfulde undersøgelser af brystkræft i årevis.

Kvinder har ikke fået "den fulde pakke"

Region Midtjylland er i gang med at genindkalde flere grupper af kvinder til nye undersøgelser. Eksempelvis kvinder, der er arveligt disponeret for brystkræft, og yngre brystopererede kvinder.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ifølge Jyllands-Posten vurderet, at Region Midtjylland også bør genindkalde en gruppe af kvinder med stikkende, jagende, brændende ømhed eller smerte i brysterne til en fuld mammografiundersøgelse.

Det omfatter, at brysterne undersøges med røntgenstråler, med ultralyd og ved en fysisk undersøgelse.

Kvinderne i denne gruppe er tidligere blevet røntgenundersøgt, men de har altså ikke fået "den fulde pakke".

Og det er i overensstemmelse med de nyeste retningslinjer fra Dansk Bryst Cancer Gruppe, lyder det fra regionen.

- Vi lytter til dem, fordi det er den stærkeste samling af faglig ekspertise inden for brystkræft. Jeg ved ikke, hvem der rådgiver styrelsen, så de har en anden holdning, siger Ole Thomsen.

Anbefalingen fra Dansk Bryst Cancer Gruppe kom ifølge koncerndirektøren i juni 2019, mens kvinderne blev undersøgt for år tilbage.

Men det ændrer ikke regionens syn på sagen.

- Den generelle antagelse er, at de nyeste retningslinjer altid er de rigtige, fordi fagfolk bliver klogere og klogere, siger Ole Thomsen.

Han ser ikke sagen som udtryk for, at regionen sætter sig op mod styrelsen.

- Vi har ikke fået en ordre, vi har fået en henstilling. Jeg ser ikke, at vi sætter os op imod nogen. Vi bruger retningslinjerne fra den højeste danske ekspertise, siger han.

/ritzau/