Regeringen vil kompensere kommuner ramt af udligningen

Socialdemokratiet vil lægge stemmer til kompensering af udligningsramte kommuner, skriver DR.

Lars Løkke Rasmussen
Foto: TV MIDTVEST

Der er penge på vej til de 85 kommuner, som stod til at tabe på den nye måde at udregne udligning på mellem kommunerne. Det skriver DR.

Regeringen vil afsætte 1,4 milliarder kroner til de kommuner, der står til at få færre penge i kommunal udligning, de næste to år.

Der omfordeles årligt flere milliarder fra de rige til de fattige kommuner, så der ikke er stor forskel på kommunernes serviceniveau. For eksempel børnehaver og skoler.

Fra 2019 bliver der dog ændret i, hvordan ældreudgifter budgetteres, og det stod 85 kommuner til at tabe penge på.

Nu er regeringen så klar med en håndsrækning for at lette overgangen, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

- Udligningen er med opdateringen blevet mere retvisende, slår han fast i en pressemeddelelse.

- Men regeringen vil gerne anerkende, at nogle kommuner med mange 65-84-årige kan have behov for en håndsrækning i en overgangsperiode. Nu får de mulighed for at tilpasse sig til de nye vilkår.

42:54
Du kan her se Lars Løkke Rasmussens åbningstale fra folketingets åbning.

Regeringen vil nu forsøge at finde opbakning til forslaget i Folketingets Finansudvalg.

Socialdemokratiet foreslog for få uger siden at afsætte to milliarder kroner til de ramte kommuner.

Partiet vil således bakke op om regerings forslag, siger finansordfører Benny Engelbrecht til DR:

- Det er kun ret og rimeligt, at man laver en overgangsordning og kompenserer nogle af de kommuner, der er blevet hårdt ramt. Det vil vi naturligvis lægge stemmer til, siger han.

Regeringen prøvede i foråret at lande en aftale om en ny fordelingsnøgle for de 17 milliarder kroner, som årligt fordeles mellem landets 98 kommuner. Det lykkedes dog ikke.

Flere kommuner er utilfredse med udligningssystemet. De mener, at de enten får for lidt - eller betaler for meget til de andre kommuner.

/ritzau/