Regeringen mindsker kontrollen ved de danske grænser

Den omfattende grænsekontrol både mod blandt andet Tyskland og Sverige bliver fra torsdag mindsket.

Den omfattende grænsekontrol både mod blandt andet Tyskland og Sverige bliver fra torsdag mindsket.
Den omfattende grænsekontrol både mod blandt andet Tyskland og Sverige bliver fra torsdag mindsket.
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Den omfattende grænsekontrol både mod blandt andet Tyskland og Sverige bliver fra torsdag mindsket. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Grænsekontrollen blev indført i marts for at styrke kontrollen med indrejsende, der kan være smittet med covid-19 og dermed bringe smitten til Danmark.

- Regeringen har besluttet, at politiet fra i dag den 3. september 2020 overgår fra fuld grænsekontrol til tilpasset kontrol ved alle danske grænseovergange.
 
- Den tilpassede grænsekontrol indebærer, at grænsekontrollen generelt gennemføres med periodevise og stikprøvebaserede indsatser, skriver Rigspolitiet.

Det oplyses yderligere, at man "snarest muligt" vil åbne alle grænseovergange til Tyskland.

Grænsekontrollen, og i en periode nærmest lukkede grænser, har givet frustration ikke mindst i grænseområderne, da det har ført til lange køer.

- Politiet forventer, at den tilpassede grænsekontrol vil give en smidigere afvikling og dermed en kortere ventetid for rejsende ind i Danmark, skriver Rigspolitiet.

Den fulde grænsekontrol og strikse indrejserestriktioner har været et politisk slagsmål i takt med, at situationen med covid-19 blev mindre akut. Torsdag er der da også både ros og rynkede bryn over beslutningen.

- Dette må ikke blive første skridt til en afvikling af grænsekontrollen. Vi vil derfor i forhandlingerne om et nyt politiforlig kræve grænsekontrollen gjort permanent!, skriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på Twitter mens De Radikales Kristian Hegaard skriver:

- Så er alle grænserne til og fra Tyskland åbne igen. Godt for pendlerne og grænselandet.

I de danske lufthavne vil der fortsat være fast politibemanding.

- Covid-19 indsatsen i de internationale lufthavne vil i forhold til ankomster fra åbne lande i Schengen-området, også basere sig på stikprøvevis kontrol, men også her spiller det aktuelle efterretningsbillede, de lokale forhold og trafikmønstre en rolle i grænsekontrollen.

- Der vil fortsat være fuld indrejsekontrol med indrejsende fra fly, der kommer fra karantænelande, skriver Rigspolitiet.
 
/ritzau/