Rålam kan se hjælpeløse ud – men du skal lade dem være

Rålam har ofte ikke brug for hjælp, selvom det kan se sådan ud, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Rålam kan se hjælpeløse ud, når de er små, men det betyder ikke, de er i fare
Rålam kan se hjælpeløse ud, når de er små, men det betyder ikke, de er i fare
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Hvis du ser et rålam ligge for sig selv i skoven, skal du lade være med at gøre noget.

Sådan lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, der i en ny opgørelse slår fast, at mange, velmenende, forbipasserende reagerer ved at tage rålammet til sig, og derfor kommer til at bringe det i fare.

- Mange folk misforstår, hvornår et rålam er i nød, og hvornår det bare opholder sig som et normalt rålam i naturen. Helt små rålam ligger meget alene. Faktisk langt det meste af tiden, forklarer Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

- Når nogen kommer tæt på, trykker det sig ned mod jorden, og det er præcis det, det skal. Ungen er ikke i nød, men venter blot på sin mor, lyder det.

Største fare er mennesker

Det er lige nu sæson for rålam, der ligger og gemmer sig i skoven. Lammene er ustabile på benene, når de er helt små, så det meste af tiden ligger de og gemmer sig i græs og buskadser, mens deres mor er ude for at finde føde.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er moderen er ofte lige i nærheden, og derfor er den bedst bare at lade lammene være i fred.

- Den største fare for rålam er faktisk de mennesker, som finder dem. Mange tror, at de hjælper ugen ved at holde øje med den og tjekke, om dens mor kommer tilbage. Men et rådyr vil meget sjældent nærme sig sin unge, hvis der er mennesker i nærheden, siger Michael Carlsen.

- Det er også derfor nogle rålam går og kalder. Den er blevet sulten og utålmodig, men hvis der er mennesker i nærheden, tør moderen ikke nærme sig.