Radikale ønsker samarbejde henover midten: Baglandet bakker op

På De Radikales sommergruppemøde onsdag meldte partiet klart ud, at det ønsker en regering bestående af både røde og blå partier.

Andreas Steenberg er overbevist om, at de største forandringer i Danmark vil ske, hvis en ny regering består af både røde og blå partier.
Andreas Steenberg er overbevist om, at de største forandringer i Danmark vil ske, hvis en ny regering består af både røde og blå partier.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Valgtrommerne buldrer, og De Radikale er blandt dem, der slår allerhårdest. På dagens sommergruppemøde lancerede De Radikale en 2030-plan med flere udpræget borgerlige standpunkter, og partiet meldte samtidig klart ud, at det vil have en ny regering med både blå og røde partier.

- Det her er en plan på midten af dansk politik, der er ansvarlig, og som både er rød og blå, og det er også det, vi gerne vil have en regering skal være, siger Andreas Steenberg, der er politisk ordfører for De Radikale.

Planen rummer blandt andet lavere skat på arbejde og afskaffelse af efterlønnen. De Radikales bagland her i landsdelen bakker op om planen.

- Der skal jo ske nogle kraftige forandringer, hvis det er, vi skal genoprette dansk økonomi, og sådan som det politiske billede er lige nu, så tror jeg det sker bedst i samarbejde mellem røde og blå partier, siger Johan Brødsgaard, der er viceborgmester i Silkeborg Kommune og folketingskandidat for De Radikale.

- Vi har jo altid været et midterparti, der rækker både til højre og til venstre, og økonomisk har vi altid været lidt mere blå i det, siger Marianne Tøttrup, der er formand for De Radikale i Viborg Kommune.

Skepsis blandt borgerne

Ved seneste folketingsvalg var Silkeborg et af de steder i landsdelen, hvor de radikale trak flest stemmer. Men på gågaden i Silkeborg bliver ønsket om en regering med både røde og blå partier mødt med skepsis.

- Det tror jeg ikke, de får det igennem for de borgerlige har jo sagt, at det vil de ikke, og så er der ikke mere med det, siger Carl Hjort.

- Jeg er ikke sikker på, de får gennemført så meget, som hvis man har en ren blå eller ren rød regering, så jeg tror, det kan skabe en hel masse problemer for dem selv i virkeligheden, siger Stine Jonassen.

Spørger man Andreas Steenberg, er han af den stikmodsatte holdning. Skal der for alvor ske noget nyt i Danmark, er vejen over midten den rigtige at gå.

- De allerstørste forandringer, der er er sket i Danmark de sidste mange, mange år og måske nærmest i hele Danmarkshistorien, det er når, de to blokke kan lade være med at råbe ad hinanden, siger Andreas Steenberg.

Også statsminister Mette Frederiksen har luftet ideen om en regering hen over midten, mens de borgerlige - Venstre og konservative - har afvist ideen.