Presset stiger på Sundhedsministeren: Ny undersøgelse af minksagen kan være på vej

Frustrationerne vokser hos flere af Folketingets partier. De mener, at Magnus Heunicke (S) og hans ministerium har været for dårlige til at informere Folketinget i forbindelse med minksagen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver nu i første omgang kaldt i samråd omkring tilbageholdte informationer i minksagen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver nu i første omgang kaldt i samråd omkring tilbageholdte informationer i minksagen.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det er nu efterhånden knap fem måneder siden, at Regeringen tog den famøse beslutning om at aflive samtlige danske mink og dermed nedlægge et helt erhverv. Det er en beslutning, som siden da har vist sig at kaste lange skygger, for på Christiansborg hersker der stadig voldsomme frustrationer over den lukkethed, som flere partier i forbindelse med minksagen har oplevet fra Sundhedsministeriet.

Derfor er et flertal i Folketinget i øjeblikket i gang med at diskutere, om der skal igangsættes en ny undersøgelse af det faglige grundlag, som Regeringen brugte til at aflive minkene. Det skriver Berlingske.

- Det er stærkt utilfredsstillende at opleve, hvordan oplysninger er blevet tilbageholdt for Folketinget. Det er ikke en hensigtsmæssig måde at agere på, og det er vel også derfor, at et flertal i Folketinget har ønsket at undersøge sagen på anden vis, siger Folketingets fungerende formand Karen Ellemann fra Venstre til avisen.

Det faglige grundlag blev fundet i cluster 5

Som de fleste måske vil huske, så var det af frygt for en eventuel spredning af den særlige minkvariant cluster 5, der gjorde, at danske mink i november måned blev slået ned. Statens Serum Institut frygtede nemlig, at cluster 5 ikke ville være modtagelig over for de vacciner, som der på dette tidspunkt blev arbejdet i døgndrift på.

Det har senere vist sig, at Sundhedsministeriet forud for beslutningen også var i besiddelse af et notat fra Københavns Universitet, som såede tvivl om den vurdering fra Statens Serum Institut. Det var et notat, som dog ikke blev præsenteret for partierne i Folketinget, selvom det faglige grundlag flere gange blev efterspurgt.

Det er et forløb, der udover at møde kritik fra partierne i blå blok og De Radikale, også får øjenbrynene til at hæve sig en smule hos en forvaltningsekspert.

- Manglen på indsigt i de sundhedsfaglige beslutninger udgør et demokratisk problem for borgere, offentlighed, Folketinget og de minkavlere, der ikke havde mange venner i forvejen, men som må behandles på lige fod med alle andre, siger professor Peter Munk Christiansen fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, til Berlingske.

Sundhedsminister skal i samråd

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke ønsket at kommentere sagen til Berlingske. Han er dog allerede kaldt i samråd for at forklare forløbet over for Folketingets partier.

Folketingets partier har ikke endnu taget stilling til om, hvordan en eventuel ny undersøgelse af forløbet omkring minksagen skal se foretages. I forvejen er en såkaldt granskningskommision i gang med at undersøge den ulovlige ordre, der blev givet, da alle mink skulle slås ned.