Pres på eller ej? Venstre i Midt- og Vestjylland er splittet inden landsmøde

Et flertal i Venstres bagland mener, at Troels Lund Poulsen skal sikre, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsens rolle i FE-sagen skal undersøges.

Meningsmåling V copy

Skal departementschefen Barbara Bertelsen og statsminister Mette Frederiksens roller i FE-sagen undersøges nærmere? 

Det mener flertallet i Venstres bagland ifølge en rundspørge foretaget af TV 2.

Mediet har spurgt 119 kredsformænd og borgmestre, hvoraf lidt over halvdelen har svaret. 

55 procent af dem mener, at Troels Lund Poulsen skal sikre, at de to kvinder fra Statsministeriet får deres rolle undersøgt.

På TV MIDTVEST har vi rakt ud til landsdelens 10 Venstre-borgmestre og de to regionsformænd for at få deres syn på sagen.

Blandede holdninger

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra alle, men ligesom de 55 procent på landsplan indikerer, så er der forskellige opfattelser.

- Umiddelbart vil jeg sige ja til, at Troels Lund Poulsen skal presse på for at få dem undersøgt. Hvis presset i FE-sagen har været politisk, som Claus Hjort Frederiksen siger, så skal det undersøges, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen (V), der er borgmester i Thisted Kommune.

V
262504-5e5155a1.jpeg
Niels Jørgen Pedersen
Venstre
Se profilside

Det burde dog ske helt naturligt, at der bliver set på et potentielt politisk pres.

Det mener borgmesteren i Ikast-Brande. 

- Jeg er helt rolig ved, at den kommission, der er nedsat, nok skal se tingene igennem. Så må man se på det, når den er færdig om et godt års tid, fortæller Ib Lauritsen (V), der tilføjer:

- Men hvis der er noget om det, så håber jeg ikke, Venstre holder hånden over nogen, der har forfulgt Claus Hjort Frederiksen politisk. 

V
14366-61cd6dea.png
Ib Lauritsen
Venstre
Se profilside

Lad manden tale

Temaet er også et, der formodentlig kommer til at fylde lidt i weekenden, hvor Venstre holder landsmøde i Herning Kongrescenter. 

Her er der én, der har svarene på, hvad der kommer til at ske. 

Nemlig formand Troels Lund Poulsen selv. 

Synes du, at formanden skal lægge presse på for at få undersøgt statsministeriets rolle i FE-sagen?

- Jeg tænker, at Troels Lund Poulsen er bedst til at svare på det, siger borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V). 

V
15683-b308965f.jpeg
Hans Ejner Bertelsen
Venstre
Se profilside

Svaret bliver også afgørende for, hvordan andre i partiet vil forholde sig. 

- Jeg vil ikke udtale mig om det nu. Jeg afventer situationen, til jeg har hørt, hvad Troels Lund Poulsen siger på landsmødet, fortæller formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard. 

Uanset, hvordan han måtte forholde sig til spørgsmålet, kan han se frem til et landsmøde med stjernestatus.

Ifølge TV2s rundspørge mener 86,6 procent nemlig, at partiet er styrket med Troels Lund Poulsen som formand.