Når kalenderen siger den 24. december, og årets julegaver ligger og glimter under juletræet, så er flere og flere af gaverne købt på internettet og ikke nede i den lokale gågade. Det er detailhandlen kede af, men Post Danmark jubler. For al den nethandel giver travlhed hos pakkeposten.
Ifølge Post Danmarks egen undersøgelse så har 4 ud af 10 midt- og vestjyder tænkt sig at købe julegaver over internettet i år, og af dem regner 30 % med, at flere gaver i år skal købes over nettet.
December er altid den travleste måned for Post Danmark, men i år er den ekstra travl. Ikke siden 2007 har der været så godt gang i pakkeposten. Og det er netop pakkeposten, der giver travlhed, for julekortene overbelaster ikke ligefrem postbudene.