Politisk redaktør: Det er striden om fri abort, der har fået Isabella Arendt til at kaste håndklædet i ringen

Isabella Arendt er nu fortid i Kristendemokraterne. Hvis man spørger en mand, som har fulgt partiet i 20 år, er der ingen tvivl om hvorfor.

4:54
Politisk redaktør på Kristeligt Dagblad, Henrik Hoffmann-Hansen, har fulgt Kristendemokraterne i over 20 år.
Foto: TV MIDTVEST

Hun blev kaldt vikaren fra himlen, da hun for tre år siden bragte Kristendemokraterne tættere på Folketinget, end partiet havde været i mange år. Derfor kom det formentlig som en overraskelse for mange, da Isabella Arendt tidligere i dag valgte at trække sig som formand og samtidig også forlade Kristendemokraterne, og i kølvandet fulgte det naturlige spørgsmål; hvorfor?

Selv har hun udtalt, at hun ikke mener, hun har opbakning i partiet længere, men nærmere kommer hun det ikke. Det gør politisk redaktør på Kristeligt Dagblad, Henrik Hoffmann-Hansen, til gengæld, for han er overbevist om, at det skyldes en intern uenighed om kvinders ret til fri abort.

- Skal det være en passiv accept af, at kvinder har ret til abort, eller skal det være en aktiv handlen, som Jens Rohde har stået for, hvor man skal kæmpe for, at kvinder får ret til abort i hele verden? Det er det spørgsmål, der har slået gnister, og som efter min bedste overbevisning har fået Isabella Arendt til at kaste håndklædet i ringen, lyder vurderingen fra Henrik Hoffmann-Hansen.

Isabella Arendt nåede at være formand for Kristendemokraterne i knap tre år.
Isabella Arendt nåede at være formand for Kristendemokraterne i knap tre år.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vestjyske stemmeslugere mener ikke, det handler om abort

Tidligere på måneden kom det frem, at partiets eneste folketingsmedlem, Jens Rohde, ikke ville stille op til næste folketingsvalg. Her ville han dog hverken be- eller afkræfte, hvorvidt det var spørgsmålet om abort, der fik ham til at sige farvel.

Hvis man spørger to af partiets andre stemmeslugere, så vurderer de begge, at det ikke er abort-spørgsmålet, der har forårsaget Isabella Arendts afgang.

- Jeg synes jo netop, at partiet har vist, at der er plads til at være abort-modstander, og der også er plads til at være abort-tilhænger, lyder det fra Kristian Andersen, der i dag er viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Vi har en rigtig god bred aftale i vores 2030 plan om, at vi ikke vil begrænse kvinders ret til abort i de første 12 uger, lyder det fra Marianne Karlsmose, der med Isabella Arendts afgang nu er fungerende formand i partiet og samtidig regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.

Marianne Karlsmose fra Tarm er med Isabella Arendt afgang nu blevet fungerende formand.
Marianne Karlsmose fra Tarm er med Isabella Arendt afgang nu blevet fungerende formand.
Foto: Marc Killigren Akselsen

Svært at få øje på ny formand

Kristendemokraterne skal nu på jagt efter en ny formand. Hvorvidt den fungerende formand, Marianne Karlsmose, er interesseret i positionen som permanent formand, er Kristeligt Dagblads politiske redaktør i tvivl om. 

- Hun har jo været formand for partiet før tilbage i 2005. Dengang lykkedes det ikke partiet at slå igennem og holde fast. Jeg tror, hun vil overveje det grundigt, og det lyder heller ikke til, at hun lige er klar til at hoppe ind. Men udover det er det svært at få øje på nogen, som umiddelbart kunne overtage posten, når nu Kristian Andersen har afvist det så blankt, fortæller Henrik Hoffmann-Hansen.

Ved seneste folketingsvalg fik Kristendemokraterne rasende tæt på at blive valgt med 1,7 procent af stemmerne. Det næste folketingsvalg skal være afholdt senest den 4. juni næste år, og her spår Henrik Hoffmann-Hansen ikke partiet mange chancer efter Isabella Arendts afgang. 

- Jeg kan simpelthen ikke se, hvem der skulle kunne træde ind og løfte partiet over de to procent, der skal til for at komme i Folketinget.