Politisk kommentator om 150-års jubilar: - Venstre har haft en slingrende kurs

Venstre har oplevet en dalende vælgertilslutning siden det seneste Folketingsvalg. Ifølge Hans Engell skyldes en stor del af partiets problemer en uklar linje.

Hans Engell, politisk kommentator.
Hans Engell, politisk kommentator.
Foto: TV MIDTVEST

I dag er det 150 år siden, at partiet Venstre blev stiftet. Men selvom det er en stor mærkedag, så er der malurt i bægeret.

Siden det seneste folketingsvalg for ét år siden er partiets popularitet faldet.

I en ny Voxmeter-måling er vælgertilslutningen faldet fra 23,4 procent til 20,1 procent.

Ifølge Hans Engell, der er politisk kommentator, er det ikke så underligt, at Venstre oplever en vigende opbakning.

- Jeg tror, det handler om, at Venstres politik og den politiske platform kan virke noget uskarp. Hvad er egentlig Jakob Ellemann-Jensens politiske projekt? Hvad vil han, når vi taler skat, EU, udlændige, borgerligt samarbejde osv.?, siger Hans Engell og tilføjer:

- Og så må man ikke glemme, at Jakob Ellemann-Jensen står over for et socialdemokrati, som er umådeligt stærkt med Mette Frederiksen i spidsen.

Bekymret partisoldat

Jens Kirk, der er tidligere folketingsmedlem for Venstre, mener, at der har været for meget ballade internt i partiet på det seneste.

- Jeg synes sådan set, at der har været for meget knurren i krogene. Jeg synes ikke, det har været godt, siger Jens Kirk og tilføjer:

- Man må på med vanten. Alle de stemmer, vi har mistet, skal samles op. Hvis man lagde nogle stridigheder til side, kunne Venstre blive et stort parti igen.

Jens Kirk, mangeårigt medlem af Venstre og tidligere folketingsmedlem. 
Jens Kirk, mangeårigt medlem af Venstre og tidligere folketingsmedlem. 
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

Hans Engell er enig i, at formandsopgøret i Venstre, hvor partiet tog afsked med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, har haft konsekvenser.

- Det skete under rimelig tumultagtige forhold. Det er i hvert fald ikke en måde, man normalt skiller sig af med partiledere i Venstre på. Så det har selvfølgelig sat nogle rifter og sår, siger Hans Engell.

Slingrende kurs skaber usikkerhed

Men ifølge den politiske kommentator stikker problemerne dybere end det.

- Jeg synes på en række punkter, at der har været en slingrende kurs. Tager vi sådan noget som EU, hvor Venstre i den grad har haft en fast og sikker linje, bliver der pludselig problemer om, hvor man egentlig var henne, når man ikke vil give en regering mandat i nogle vigtige forhandlinger. Der har også været rigtig meget intern støj på udlændingeområdet og andre felter, siger Hans Engell.

Han pointerer dog samtidig, at selvom partiet har set bedre dage, så er Venstre fortsat et stærkt parti.

- Venstre har i dag flere mandater, end alle de øvrige borgerlige og liberale partier har tilsammen. Men det er ikke sådan, at de andre partier har peget på Venstres formand som statsministerkandidat. Og det blå samarbejde fungerer ikke særlig godt. Der er en vis mistro omkring, hvad Jakob Ellemann-Jensen vil i forhold til de radikale, siger Hans Engell.

Han vurderer, at Venstres jubilæum finder sted på et tidspunkt, hvor Venstre er ude i en højere søgang, end partiet har været i mange andre perioder.

- Dels efter formandsskiftet, dels med en ny regering og dels med et borgerligt samarbejde, der er noget nødlidende. Men Venstres 150-årige historie har jo været opture og nedture ind imellem, og Venstres stamme er stærk nok, så mon ikke Venstre også er her de næste 150 år, vurderer Hans Engell.

I Venstres 150-årige historie, har partiet siddet i regering i 55 af årene.

I alt har Venstre haft 11 statsministre. Den seneste var Lars Løkke Rasmussen.