Politisk flertal vil stoppe dyrkning af sårbar natur

Landbrug og regering er dybt uenige om effekten på naturen af lovforslag, der skal skåne sårbar natur.

Sårbare danske engområder skal beskyttes med forbud om ikke at sprøjte, sprede gødning og pløje.

Det mener et flertal i Folketinget, som dermed bakker op om et lovforslag fra regeringen, som behandles i Folketinget fredag.

Et område på i alt 37.000 hektar rundt i landet - eller samme areal som Mors - skal ifølge forslaget råde bod på, at mange af Danmarks fugle, insekter, padder, sommerfugle og vilde blomster er i tilbagegang og mangler levesteder.

- Vi har en naturkrise, hvor arter uddør hurtigere end hidtil set i menneskets historie. Derfor skal det nu være slut med at sprøjte og pløje vores beskyttede naturområder, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Paragraf 3-beskyttede arealer

Forbuddet omfatter paragraf 3-beskyttede arealer. Det er naturområder med særlig naturværdi og derfor omfattet af naturbeskyttelsesloven. En stor del af arealerne er i forvejen beskyttet mod sprøjtning, gødning og pløjning.

Men på 37.000 hektar har man indtil nu alligevel kunnet fortsætte med landbrugsdrift af de ellers beskyttede enge.

- Engene er beskyttet, fordi de har en særlig naturværdi. Derfor giver det ikke mening, at vi fortsat tillader, at der sprøjtes og pløjes på dem, siger miljøministeren.

I 2015 blev et lignende forbud mod at sprøjte og bruge gødning på de beskyttede naturområder vedtaget af den daværende SR-regering.

Forbuddet blev dog ophævet af den efterfølgende V-regering og nåede derfor ikke at træde i kraft.

Mens Danmarks Naturfredningsforening (DN) er begejstret, er landbruget træt af forslaget.

- Vi vil meget gerne bidrage til mere plads til natur og flere udyrkede arealer. Og vi har en aftale med DN om at udtage 100.000 hektar landbrugsjord fra almindelig drift i respekt for de landmænd, som jo har betalt for deres jord, siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

- Men et erstatningsfrit indgreb som dette ødelægger hele stemningen om i fællesskab at finde gode løsninger, der værner om vores natur, siger han.

Vedtages forslaget, vil det træde i kraft sommeren 2022.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Natur.