Politikere: Det skal ikke være ulovligt at droppe cykelhjelmen

To ud at tre danskere bakker op om, at det skal være lovpligtigt at bære hjelm, når man cykler. Men politikerne siger nej.

En cykelhjelm mindsker risikoen for hovedskader med 50 procent, hvis uheldet er ude. Men især teenagere og voksne dropper at spænde hjelmen, når de hopper på cyklen.
En cykelhjelm mindsker risikoen for hovedskader med 50 procent, hvis uheldet er ude. Men især teenagere og voksne dropper at spænde hjelmen, når de hopper på cyklen.
Foto: Mads Claus Ramussen / Ritzau Scanpix

Man kan få en bøde for at køre uden hænder på styret, at bruge mobilen eller køre uden lys på cyklen, når det er mørkt.

Men cykelhjelmen, den bestemmer vi selv om skal have på. Dét selvom et flertal faktisk synes, det er en god idé at gøre den lovpligtig.

To ud af tre danskere mener, at det burde være lovpligtigt at bære cykelhjelm.

- Det ville være smart, for så ville jeg ikke have nogle dårlige undskyldninger, lyder det fra Magnus Mikkelsen, der HF-studerende i Herning.

- Det er en god ide, for det ville nok få flere til at tage den på, og det er mere sikkert for os alle, siger Rene Gregersen fra Herning.

Begge cyklister er ellers nogen af dem, vi i denne uge har mødt på landsdelens veje UDEN cykelhjelm på hovedet. Måske netop derfor bakker de op om et lovforslag, der ville tvinge dem til at bære hjelm.

- Når man først har fået en bøde, så ville jeg nok tænke, at det gad jeg ikke igen og så tage cykelhjelm på, erkender Mikkeline Rasmussen fra Herning.

Politikere anbefaler ikke lov

Men på trods af en altså temmelig stor opbakning i befolkningen, så tøver flere politikere med at gøre cykelhjelmen lovpligtig som for eksempel sikkerhedsseler i bilerne.

- Det er en god ide at tage hjelmen på, men vi synes ikke, man behøver at lave en lov, lyder det fra Andreas Steenberg, der er transportordfører for Radikale Venstre og såmænd også formand i Færdselssikkerhedskommisionen.

- Det er jo ikke et lovkrav i dag, og det vil jeg faktisk heller ikke anbefale, siger færdselsordfører Dennis Flydtkjær på vegne af Dansk Folkeparti.

Siden 2004 har der været i stigning i brugen af cyklehjelme, men det er stadig under halvdelen der bruger hjelm i trafikken. En cykelhjelm mindsker ellers risikoen for hovedskader med 50 procent, hvis uheldet er ude. Men især teenagere og voksne dropper at spænde hjelmen, når de hopper på cyklen.

Antallet af observationer for bytrafik er: (u. 11 år) = 249, (11-15 år) = 634 , (16-25 år) = 2.611, (26-60 år) = 6.240, (o. 60 år) = 1.146. Antallet af observationer for skoletrafik er: (6-9 år) = 2.453 , (10-12 år) = 2.783, (o 12 år) = 2.578.
Antallet af observationer for bytrafik er: (u. 11 år) = 249, (11-15 år) = 634 , (16-25 år) = 2.611, (26-60 år) = 6.240, (o. 60 år) = 1.146. Antallet af observationer for skoletrafik er: (6-9 år) = 2.453 , (10-12 år) = 2.783, (o 12 år) = 2.578.
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Men når politikerne ikke drømmer om en lovgivning, der gør det ulovligt ikke at bære cykelhjelm, så skyldes det flere ting.

- Der er jo en risiko for, at nogen, der i dag cykler uden hjelm, så ville droppe at cykle og i stedet tage bussen eller andet, siger han.

Den holdning bakkes op af Dansk Cyklistforbund. Hos Cyklistforbundet er man stor fortaler for at bruge cykelhjelm, da undersøgelser fra både ind- og udland viser, at der er sammenhæng mellem det at bruge hjelm og nedsat risiko for hovedskader. Alligevel er de imod at indføre lovkrav om hjelmen.

- Danskere i alle aldre cykler, og vi har en meget bred cykelkultur i Danmark. Eksempler fra udlandet viser, at et hjelmpåbud kan få folk til at stå af cyklen. Derfor skal vi passe på ikke at opsætte regler, som er ødelæggende for den danske cykelkultur, skriver forbundet på dets hjemmeside.

Bakker op om lovkrav på el-cykler

Andreas Steenberg frygter i stedet, at en lov på området ville give politiet alt for meget at se til.

- Og så vil jeg altså hellere have politiet ud og standse dem, der kører alt for stærkt i bil og kører over for rødt, og derfor synes jeg ikke, vi skal bruge politiets ressourcer på at stange bøder ud til cyklister uden hjelm på.

Både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti ser dog gerne, at der bliver indført krav om hjelm til dem, der kører på el-cykler og el-løbehjul.

- For der ser vi altså en stigning i antallet af skader, så der synes jeg, man skal lave hjelm-krav, slutter Andreas Steenberg. 

2:06
Vi undersøger, hvorfor det er så vigtigt med cykelhjelmen