Politiformand: Folk banker over for rødt og kører i nødsporet

Claus Oxfeldt mener, at trafikkulturen er katastrofal. Vanvidsbilister kører videre, fordi de forsinker sager.

Flere kører over for rødt, fortæller politiforbundets formand (Arkivbillede).
Flere kører over for rødt, fortæller politiforbundets formand (Arkivbillede).
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Vanvidsbilister fortsætter med at køre videre på de danske veje, fordi de kan trække retssager i langdrag.

Sådan lyder det fra en række betjente til Berlingske Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt bekræfter tendensen og peger samtidig på, at han mener, at trafikkulturen generelt er blevet katastrofal.

- Det bliver værre og værre. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gennem mange år har oplevet, at folk har prøvet at forlænge en eventuel dom ved at udeblive fra retsmøderne.

- Det er min vurdering, at trafikkulturen er katastrofal. Folk de banker over for rødt og kører i nødsporet på motorvejen. Og det er også ganske almindelige mennesker, siger han.

Når et anklageskrift er forkyndt for en tiltalt, som ikke møder op i retten, kan det ende med en udeblivelsesdom.

Men tiltalte bilister kan trække det i langdrag ved eksempelvis at lade være med at åbne deres e-boks, så anklageskriftet ikke bliver forkyndt, forklarer Oxfeldt.

Og det spilder også betjentenes tid, når de bliver bedt om at møde op for at vidne i retssager, som igen og igen bliver udskudt.

- Det er desværre ikke et nyt problem og er der også i alle mulige andre sager, siger politiformanden og tilføjer:

- Jeg kan konstatere, at det måske er blevet et endnu større problem i forhold til vanvidsbilisme. I forhold til et presset politi er det ret belastende, at man eksempelvis har fået omlagt en tjeneste, fordi man er indkaldt som vidne og får måske at vide om morgenen, at retsmødet er aflyst.

Politiet har i dag mulighed for at fratage en bilist kørekortet administrativt - altså med det samme - hvis bilisten kører mere end 100 procent for stærkt. Oxfeldt peger dog på, at vanvidsbilisme sagtens foregå i lavere hastighed.

- Mod de allerværste bilister har vi en mulighed. Men vi kan godt tale om vanvidsbilisme, når man i tæt trafik kører og kan se, at et kryds skifter fra gult til rødt og i stedet for at træde på bremsen træder på speederen og kører over for rødt.

- Selv om det er med 50 kilometer i timen, er det i min terminologi også vanvidsbilisme, fordi det er virkelig at sætte rigtigt mange andres liv i fare, siger han.

/ritzau/