Politiet når kedelig milepæl: Flere end 200 biler beslaglagt i år

Det er særligt spirituskørsler og ekstrem høj fart, der har været årsag til beslaglæggelserne.

Jørgen Christensen håber, at loven om vanvidsbilisme med tiden vil afspejle sig i ulykkesstatistikkerne blandt yngre mænd.
Jørgen Christensen håber, at loven om vanvidsbilisme med tiden vil afspejle sig i ulykkesstatistikkerne blandt yngre mænd.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi holder godt øje med vanvidskørsler for tiden - og med god grund. 

I løbet af det seneste døgn har Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagt fire køretøjer for lovovertrædelser. Det var nok til komme over 200 beslaglæggelser af køretøjer i 2021. 

Langt størstedelen af beslaglæggelserne skyldes overtrædelser af loven om vanvidsbilisme, som trådte i kraft tidligere på året. Men den lov har politiet fundet en ny gruppe af borgere, som har svært ved at overholde loven.

- Det er folk, som kører bil med en promille over 2,0, og dem har vi en god del af. Vi har også en gruppe, som kører mere end det dobbelte af, hvad der er tilladt og over 200 i timen på motorvejen, fortæller Jørgen Christensen, der er leder af operativ færdsel ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Overtrædelse af loven om vanvidsbilisme medfører beslaglæggelse af køretøjet med det samme.

Beslaglæggelser er det bedste værktøj

Når Jørgen Christensen kigger på ulykkesstatistikkerne og beslaglæggelserne, så er det også et entydigt billede af førerne bag rattet, der tegner sig.

- Det er unge mænd mellem 20 og 30 år, og når vi kigger på ulykkesstatistikkerne, så er det også dem, som fylder mest. De er også overrepræsenteret i vores statistik over dødsfald og alvorlig tilskadekomst, fortæller lederen af operativ færdsel.

Jørgen Christensen fortæller, at denne lille gruppe af mænd er mere risikovillige end den normale bilist. Derfor er han glad for muligheden for at beslaglægge køretøjer, da han mener, at det er det, der skal til for at rette op på den lille gruppes adfærd.

- Det her er et værktøj til at få færre dræbte og tilskadekomne i trafikken og skabe større tryghed for andre bilister i trafikken, siger han.

I løbet af hele 2020 blev der beslaglagt i alt 241 køretøjer.

Jørgen Christensen oplyser, at politiet også beslaglægger biler, selvom det ikke handler om vanvidskørsel. Det kan for eksempel være, hvis føreren af bilen bliver taget uden kørekort for tredje gang.